Humor gør døden til at bære, mener vores klummeskribent Mette Goddiksen

Der gik ikke lang tid efter nyheden om den fantastiske skuespiller Morten Grunwalds død, inden beskeden fra en ven tikkede ind på min telefon: ”Jeg er rystet i min Grunwald”, stod der bare.

Og så er det, jeg lige holder en kunstpause. Sidder lidt med fingrene hævet et stykke over tastaturet og synker en klump. For jeg kan jo ikke se dit ansigt, dig, som læser dette. Jeg forestiller mig, at du måske er enormt vred og forarget over, man på den måde gør grin med døden og en død.

Det så man, da Kim Larsen gik bort, og fakler og høtyve blev fundet frem, hvis man så meget som forsigtigt fremstammede, at lige den dér ”Papirklip”-sang er lidt træls.

Var din mund! Har du ingen respekt for de døde?!

Jo, jeg har. Men for mig er respekt ikke lig med helgengørelse. Jeg har netop respekt, når jeg gerne vil mindes et helt menneske. Og alle mennesker består af både af godt og skidt – og i dette tilfælde af fantastisk, banebrydende rock’n’roll og af sange, som ikke stikker dybere end kød- og melbollerne på suppen, man spiser til dem, før man skal have steg og is.

Men hvad hvis det var dig selv, tænker du måske? Det er det, og det bliver det, og her er et løfte: Når jeg dør, vil I så ikke være så rare at tage stygt pis på mig og mine svagheder? Faktisk ville det være helt perfekt, hvis kun mine irriterende sider blev husket, for så kunne mine pårørende hurtigere komme videre. Sådan tænker jeg faktisk et lyst øjeblik, når jeg evner at sætte forfængeligheden til side i erkendelsen af, at kloden snurrer fint rundt, selvom jeg ikke sidder foroverbøjet over en computer på den mere.

I mere patetiske øjeblikke lover jeg min mand, at hvis jeg dør før ham, og han hurtigt kommer videre med en sødere kvinde, så vil jeg i al evighed forstyrre dem i deres kærlighedsrede ved at tænde og slukke alle el-apparater natten lang. Uuuuuh, blev der sagt.

Min mand har også et ret pragmatisk syn på døden, og vi har lovet hinanden, at den første joke skal falde i våbenhuset på vej ud af kirken. Andet ville være disrespektfuldt over for dem, vi var. Hans elskede far døde pludseligt for 20 år siden, og da hele familien inklusive ham selv sad grådkvalte hos bedemanden, var der alligevel plads til at tænke tanken, om de ikke havde hele begravelsespakken til en mere budgetvenlig pris. Da en paf bedemand afviste at have f.eks. en gul priskategori, så foreslog han, om de ikke kunne sætte færre bogstaver på gravstenen: Kan der ikke bare stå ”Sov” så, spurgte han.

Humor i forhold til døden er for mig forløsende og gør den til at bære. Det er en udstrakt langemand til manden med leen, det dumme svin, som alligevel altid tager det sidste stik. Og nu har jeg måske fornærmet ham…

Det får man jo lyst til, fordi han trækker så meget sorg og afmagt med sig i kølvandet. Men i virkeligheden skal vi være glade for, han en dag kommer luskende. Hvis vi alle havde ubegrænset liv, så ville vi ikke sætte pris på det, og både helsekostbutikker, fitnesskæder og skyrfabrikanter ville gå konkurs. Han er velkommen en dag. Livet ville ikke give mening uden ham.

Men når det er sagt, så kan man håbe, han læser ønskesedler til ham. På min står der:

- Det må gerne vente lidt

- Det må helst ikke gøre alt for nas

- Det skal helst være værdigt og gå stærkt

- Det skal være inden, jeg bliver såkaldt mæt af dage. Jeg vil helst være sulten til mit sidste suk.

- Det må for Guds skyld ikke ske, mens jeg ser alt for idiotisk ud. Som når jeg hører ”Papirklip” i mine hørebøffer, hvorover der er trukket en strikket hue ud og til sidst sat cykelhjelmen ovenpå, der er spændt hårdt under dobbelthagen.

Manden med leen bestemmer desværre til den tid, men indtil da vil jeg ikke gå og gemme mig for ham eller støtte tabuer omkring ham. Vi har alle døden til fælles - han pusler rundt i kulissen. Og derude virker han på mig markant mere farlig, end hvis vi trækker ham ind på scenen, sætter spot på og giver ham noget røg.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...