Klummeskribent Mette Goddiksen ser døden i øjnene - kæledyrsdøden

KLUMME: Det startede egentlig med, at katten kom ind med en halvdød rødkælk.

Fuglen led. Nogen må gøre noget, tænkte jeg: En eller anden må hente en voksen! Men så var det, jeg kom i tanke om, at det jo er mig. Arrgh. Nitte. Prøvede febrilsk at komme i tanke om den mest smertefri død. Problemet er bare, at det er djævelsk svært at finde en manual på den slags.

Udstødningsgas! Nej. Det kan man vist ikke mere, efter benzinen er blevet mere grøn og uden bly. Desuden ville det virke traumatiserende at få én af børnene til at gasse op i bilen, mens jeg holdt dyret foran udstødningsrøret. Den historie ville helt sikkert give bekymringsrynker inde ved Børnetelefonen.

Men kunne man evakuere stuen og tænde kuglegrillen derinde? Nej, for omstændeligt og tidskrævende. Jeg er elendig til at starte en grill. Fik aldrig bålmærket til spejder.

Uret tikkede. Åh, den stakkels fugl. Jeg lagde terminalpatienten på fliserne i haven, spottede en blå krukke, løftede den og SMAT! Helt flad fugl.

Med kvalmen oppe i halsen skrabede jeg de jordiske rester op med en spade for at fylde dem i en lille grav. Jeg ville ligesom kompensere for drabet med en nogenlunde kristen begravelse. Jeg kom til at tænke på, at det ikke altid føles godt at gøre det rigtige. Et sitrende ubehag i kroppen blev hos mig til om aftenen, hvor jeg skulle til et selskab.

Her viste det sig, at alle på én eller anden måde har en sjov historie om dyredødsfald. Eller… Det sjove er kommet senere efter den gamle devise om, at humor er tragedie plus tid. Og plus de bedste hensigter fra mennesker i en stresset situation.

For eksempel hørte jeg om en fyr, der påkørte et rådyr på en mørk landevej. Da det ikke var helt dødt, prøvede han først at bakke over det, men lige lidt hjalp det.

Han kiggede panisk rundt i bilen for at finde en form for våben: En skruetrækker, en kniv, noget bladan eller et maskingevær: Bare ét eller andet. Men det eneste, der var i bilen, var hans sportstaske med et vådt håndklæde i. Og på det tidspunkt virkede det åbenbart som en god idé at springe på rådyret og prøve at kvæle det med håndklædet. Man ser for sig, hvordan manden helt tegneserieagtigt lå ovenpå rådyret, der stødte fra med klove i hans pande, indtil Falck nåede frem.

Der var også forældreparret, der havde foræret deres børn to hanhamstre. En dag, da de kom hjem, så lå det ene hamster ligesom og rallede med skum om munden. Det virkede som en dødskamp, og de måtte tage en hurtig beslutning og gasse hamsteren.

Der var bare lige den hage ved det, at hamsteren ikke var en han, og da de efterfølgende dobbelttjekkede buret, så lå der en lille, lyserød unge derinde. Forestil dig lige, når alt blodet forlader hovedet og skylden over at have dræbt sine børns hamster i fødsel skyller ind over dig…

En anden familie ledte i månedsvis efter hamsteren Henning, til de fandt ham – helt indtørret – bag en radiator. What a way to go, Henning. RIP.

Og så er der alle undulaterne, der har endt livet i en støvsugerpose, fordi et forjaget menneske lige ville suge lidt frøskaller op i munden.

Den tilgivende stemning ved selskabet fik også mig til at smide endnu et uheldigt dyredrab fra min sorte samvittighed på bordet.

Undulaten Rasmus, der kunne snakke og var hele familiens kæledægge, fløj efter mig gennem gangen en juleaftensdag, fordi den ville sidde på min skulder. Jeg bemærkede den ikke, og jeg smækkede en dør, som den fløj ind i. Jeg var vel omkring seks år, men sværger, at jeg stadig kan huske det hule dunk af undulat mod lukket dør. For ikke at tale om følelsen, da Rasmus ligesom lettede lidt, og jeg tænkte ”pyyyha” – lige til han med ét susede mod jorden som et brændende Cessna-fly. Stendød. På juleaftensdag.

Da jeg kom hjem fra selskabet, skyllede jeg den sidste rest fugl af fliserne, nu mere tilgivende over for mig selv.

Vi er åbenbart flere, der er helt håbløse til dét med at gøre det rigtige og samtidig holde hovedet koldt. Men vi gør vores bedste.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...