Såret mand skreg, så alle i området kunne høre det

Opdateret fredag morgen med seneste nyt fra politiet

AALBORG: Det timelange drama i Aalborg Vestby er slut.

Fredag kl. 00.50 rykkede kampklædt politi ind i den lejlighed i Dannebrogsgade 18, hvor en 58-årig mand havde forskanset sig - mistænkt af politiet for at være bevæbnet.

Politiet åbnede ild mod manden, som siden kl. ca. 22.30 havde holdt et helt kvarter i Aalborgs Vestby i et jerngreb.

Et øjenvidne fortæller til Nordjyske, hvordan han kort før kl. 01 hørte et skud efterfulgt af en masse råben fra politi, der beordrede manden til at komme ud med hænderne over hovedet.

Derefter genlød området omkring ejendommen af mandens skrig efter at være blevet ramt af en kugle fra et tjenestevåben.

Kort efter måtte politi bede nysgerrige forlade baggården ved den ejendom, hvor dramaet udspillede sig.

Ifølge Nordjyskes mand på stedet blev manden skudt i benet og modtog efterfølgende behandling i en ambulance, som sammen med en lægebil og mindst 10 patruljevogne fra Nordjyllands Politi havde været til stede i kvarteret siden torsdag aften.

Politiet rykkede ud, efter de torsdag kl. 21.05 fik anmeldelse om, at manden i lejligheden muligvis var bevæbnet.

Efter et kvarters tid med behandling på stedet, efter manden var blevet skudt natten til fredag, satte ambulancen med udrykning kurs mod Aalborg Universitetshospital.

Ole Fink Mejlgaard
Den sårede mand på vej ind i ambulancen. Foto: Henrik Bo

Nordjyske hørte fra flere øjenvidner undervejs, at der kunne være tale om en mulig gidseltagning.

Med megafoner beordrede politi beboere i området til at lukke vinduerne til deres lejligheder og holde sig væk fra vinduerne, mens folk på gaden blev beordret til at holde sig væk.

Stærkt bevæbnet kampklædt politi - blandt andet betjente fra den særlige beredskabspatrulje kendt som "Romeopatruljen" - med maskinpistoler og skudsikre veste udgjorde et voldsomt bagtæppe til den stillingskrig, som derefter fulgte.

Øjenvidner beskrev overfor Nordjyske, hvordan bevæbnet politi med trukne håndvåben skjulte sig bag træer og cykelskure omkring Dannebrogsgade nr. 18

Kort før midnat bekræftede Nordjyllands Politi for første gang aktionen. Det skete på Twitter, hvor det blev oplyst, at politiet havde mistanke om, at en mand opholdt sig i en lejlighed med et våben.

Det blev godt en halv time senere fulgt op af endnu et tweet med beskeden om, at manden efter al sandsynlighed var alene i lejligheden. Dermed blev frygten for et gidseldrama fjernet.

- Vi er i dialog med manden, skrev politiet.

Knap 20 minutter senere mundede den dialog ud i, at betjente rykkede ind og skød manden.

Det bekræftede Nordjyllands Politi i endnu et tweet kl. 01.39, hvor det også blev bekræftet, at manden er bragt på hospitalet. Det skete uden nærmere at beskrive mandens tilstand.

- Sagen overgår nu til Den Uafhængige Politiklagemyndighed, meddeler Nordjyllands Politi, som det er standard, når politiet affyrer skud, der har ramt personer.

Tidlig fredag morgen kan politiet ikke oplyse yderligere, hverken tilstanden for den mand, der blev skudt, eller om politiet har fundet våben.

Vagtchef Torben Larsen fra Nordjyllands Politi oplyser dog, at der ikke var tale om en gidsel-situation, da manden var alene i sin lejlighed.

Den sårede mand skal muligvis fremstilles i grundlovsforhør fredag.

Da sagen er overgået til Den Uafhængige Politiklagemyndighed, er det herfra, der eventuelt vil blive givet yderligere oplysninger senere fredag om skudsagen, lyder meldingen fra Nordjyllands Politi tidlig fredag morgen.

Ved du noget om sagen? Så skriv til Nordjyske på redaktion@dnmh.dk

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...