Stop! Vandet skal koges, inden du drikker det. Sådan lyder meldingen til en række borgere i området omkring Hammer Bakker.
Livet her

Drikkevand forurenet: Her skal vandet koges

Borgere i en række mindre byer nord for Aalborg opfordres til at koge drikkevandet 

30. november 2022 kl. 21:28

NORDJYLLAND: Borgere, som modtager vand fra en række mindre vandværker nord for Aalborg, opfordres til at koge vandet. Opfordringen kommer, efter der onsdag blev fundet såkaldte coliforme bakterier i drikkevandet.

Opfordringen om at koge vandet gælder borgere, som modtager vand fra:

- Grindsted Vandværk

- Uggerhalne Vandværk

- Gl. Sulsted Vandværk

- Vestbjerg Vandværk

- Sulsted Stationsby Vandværk, herunder borgere i Ajstrup

Vodskov Vandværk er ikke omfattet af kogeanbefalingen.

Hvor er det sket?

Onsdag blev der fundet bakterier i vandet fra Hammer Bakker Forsyningsselskab, som derfor har lukket sit vandværk og ikke længere forsyner disse øvrige vandværker i området.

- Vandværkerne er i fuld gang med kildeopsporing. Indtil der er udtaget rene prøver rundt om på ledningsnettet, anbefales det at koge vandet. Vandværkerne melder ud, når vandet igen kan drikkes, siger Carsten Bech fra Vestbjerg Vandværk.

Coliforme bakterier i drikkevandet indikerer, at det er inficeret med overfladevand. Men hvor det er sket, og hvordan, vides endnu ikke. Det er vandværkerne ved at undersøge.

Husk: To omgange i el-kedel

Når vandet skal koges, er det ikke nok med en enkelt omgang i en el-kedel. Her skal vandet opkoges to gange med 2-5 minutters mellemrum.

Ved kogning skal vandet opvarmes til 100 grader i to minutter. Vandet skal spilkoge, så bakterierne dræbes.

Aalborg kommune har denne anbefaling til, hvad du gør, når drikkevandet skal koges på grund af bakterier.

Hvis du er i tvivl om, hvilket vandværk du får vand fra, kan du i de fleste tilfælde tjekke det på MitVand.dk.

Kortet her viser, hvilke områder, der er ramt:

OBS! Nyt torsdag 1. december: Kilden til forurening er fundet:

Se også
Kilden til forurening er fundet - men vandet skal stadig koges
Annonceret indhold

Nyeste