Og du behøver slet ikke efterlade din dagligstue på fortovet, mener klummeskribent Gittemarie Johansen

AALBORG: Ja det lyder måske lidt som et ekstremt synspunkt, but hear me out. Jeg står i den situation, at jeg er ved at flytte sammen med min kæreste. Det er tredje gang, at jeg flytter adresse i Aalborg, og har i den process bevidnet og lært, at en flytning potentielt kan generere en masse ”affald”, men omvendt at kan det nemt undgås.

Nu bor jeg i ø-gadekvarteret, hvor er der er et rimelig jævnt udskift af lejere på de forskellige gader, og jeg kan se, at der er rigtig mange, som vælger at sætte halvdelen af deres dagligstue ned på gaden til storskrald, når de flytter. Fladskærmsfjernsyn, blomster vaser, spisebordsstole og chaiselong sofaer, hele molevitten.

Min kæreste og jeg går faktisk så ofte forbi sådan et arrangement, at vi er begyndt at sige til hinanden: ”nå der er nogle, som er allergiske overfor at tjene penge”.

De her ting kan nemlig nemt få et nyt liv, i en ny stue, og der er så mange platforme man kan bruge, når man skal sætte ting til salg. Man kan også donere det til genbrug, flere af de store genbrugsbutikker kan endda komme og hente det. Problemet ved blot at sætte det på gaden er nemlig, at én nat udenfor med regn fuldstændigt kan ødelægge møbler, fjernsyn og køkkenmaskiner i ellers perfekt stand.

Her i sidste uge satte jeg min seng, min sofa, to reoler og et spejl til salg, som jeg ikke har plads til i den nye lejlighed. Sengen var det ”dyreste” og var sat til salg for 200 kroner, og ærligt, så havde jeg betalt 200 kroner for at få nogle andre til at slæbe den ned af trappen. Der var absolut intet galt med sengen, den er bare tung som et ondt år.

Hver gang man står og mangler noget nyt, så er det første instinkt ofte at køre en tur i Ikea eller et andet møbelhus, for møbler koster, rent ud sagt, ikke en skid. Det er i hvertfald tilfældet for rigtig mange af de møbler, der produceres i dag. Men i stedet for at sætte kursen med Ikea, så kan man eventelt dreje fra lidt før, og gå på opdagelse i den kæmpe Blå Kors butik fem minutter derfra.

Det er nemt at komme til udelukkende at tænke i kroner og ører, især hvis man køber billige møbler. Men selv billige møbler har krævet resourcer at producere. Hvis man værdisætter sine egenedele, ikke udfra hvad de har kostet for dig at købe, men udfra de resourcer, som det har krævet at producere dem, så vil man opdage et helt naturligt skift i, hvordan man agerer som forbruger. Selvom et bord kun koster 25 kroner i Ikea, så har det krævet træ at producere, der er også menneskelig arbejdskraft involveret, og pludselig bliver det her bord meget mere værd end 25 kroner.

I den her flytning er jeg flyttet ind hos min kæreste i hans lejlighed, så i den forbindelse har vi haft gang i noget af et oprydningsprojekt. Vi har fundet alskens ting og sager, som han blankt anerkender han aldrig har brugt, eller som han har brugt rigtig meget engang men lidt ligesom glemt efterfølgende. Det samme kan for resten siges om ting, vi fandt i min lejlighed. Vi fandt denne her sortmalede sættekasse som ingen af os rigtig kunne finde en funktion til, og det havde været så nemt at sætte den kækt på sned nede ved skraldespandende, men i stedet blev den lagt op på Facebook Marketplace til en flad 50’er, og to timer efter kom der en og hentede den og gav udtryk for, at hun glædeligt havde betalt det dobbelte. Så nemt er det.

For selvom ting måske virker værdiløse for dig, er der måske andre, som lige præcis står og mangler dét, du er ved at smide i restaffald. Og hvad der er endnu bedre, det her smarte system går begge veje, du kan nemt finde ting og sager, som du ser som vaskeægte skatte, men som andre bare gerne vil af med hurtigt. På den måde er vi mange som kan få glæde af de samme ting på skift, nogle af vores ting er nu tredje og fjerde generations genbrugsfund.

En anden fordel ved at både sælge og købe brugt er samtidig, at dit forbrug ikke bidrager til en større efterspørgsel på nye ting, for lad os være helt ærlige, så behøver vi ikke mere lort.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...