Et bibliotek lukker, et andet bliver til et servicepunkt - til gengæld bevares bogbus-stoppesteder

AALBORG: Er du glad for bøger, eller vil du bare læse avisen, låne et blad eller noget helt andet på biblioteket, så kommer du til at bevæge dig lidt længere i det nye år. I hvert fald hvis du bor i Vestbyen eller i området omkring Grønlands Torv.

Når nytårsklokkerne klinger af, betyder det nemlig samtidig et farvel til bibliotekerne i de to bydele.

Grønlands Torv lukker pr. 1 januar som resultat af strukturændringer på biblioteksområdet i forbindelse med budgettet for det kommende år i Aalborg Kommune.

I Vestbyen forsvinder hovedparten af bøgerne fra Haraldslund Bibliotek pr. 2. januar, når biblioteket ændrer status og navn til Servicepunkt Haraldslund.

Det betyder, at det fremover er slut med personale på stedet, og at der bliver meget langt mellem bøgerne. Man kan dog fortsat aflevere og afhente reserverede bøger og læse dagens avis, mens der også er en lille udstilling af aktuelle bøger.

Lokalet, hvor biblioteket hører til i dag, bliver omdannet til en multisal, som kan bruges til en række forskellige formål f.eks. møder og motion.

Heller ikke byens bogbusser går ram forbi. I forbindelse med budgetforliget har man besluttet at nedlægge to af de tre bogbusser. De to bliver dog erstattet med en mindre og mere fleksibel bogbus. Det betyder, at alle bogbusstop kan besøges hver uge og ikke hver 14. dag som oprindelig var planen.

Samtidig er det netop blevet besluttet at bevare de to bogbusstop i henholdsvis Skalborg og Gug. Aalborg Bibliotekerne har ellers tidligere meddelt, at de to stop ville blive nedlagt ved årsskiftet.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...