Tidligere frontmand i Shu-bi-dua Michael Bundesen sælger malerier i Kalejdoskop

AALBORG: Det er noget af et scoop, bolighuset Kalejdoskop har gjort, når de i slutningen af marts lægger vægge til Michael Bundesens første maleriudstilling i Jylland.

Den tidligere forsanger i Shu-bi-dua blev i 2011 ramt af en blodprop, der lammede ham i venstre side af kroppen. Men selv om han i dag har måttet opgive musikken og nu sidder i kørestol, ønsker han fortsat at udtrykke sig kunstnerisk. Derfor begyndte han for nogle år siden med hjælp fra en kunstmentor at male for på den måde at genfinde glæden ved livet.

- Han genvandt glæde ved at skabe igen og at være en del af et fællesskab og have et formål med livet, fortæller Lill-Marlen Elnegaard fra Galleri Puls Art i København.

Bundesen har over de seneste par år udviklet en stil, der blandt andet er inspireret af de abstrakte cobrakunstnere.Foto: Galleri Puls Art

Michael Bundesen holdt sin første udstilling i sommeren 2017, og her blev billederne, der blandt andet er inspireret af abstrakte cobra-kunstnere, revet væk.

Nu gentager han succesen med to ugers udstilling af cirka 40 værker i Kalejdoskop i Østerågade. Alle malerierne, som koster mellem 4000 og 50.000 kr., er til salg - det samme er en signeret og nummeret udstillingsplakat.

Udstillingen åbner 24. marts og løber frem til 7. april.

Ved udstillingen i Kalejdoskop medbringer den tidligere Shu-bi-dua-forsanger cirka 40 værker.Foto: Galleri Puls Art
Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...