To elever fra Aalborg Kommune skal til DM i Skills i april

Det regionale mesterskab i SoSu Skills er netop afgjort og dermed udvælgelsen af vinderparret til DM i SKILLS i april.

SOSU Nord stillede i år med fire dygtige og engagerede elever: Mathias Vestergaard Jørgensen (ansat i Frederikshavn Kommune), Emma Katrine Guldberg (ansat i Aalborg Kommune), Mia Asp Vejling Andersen (ansat i Aalborg Kommune) og Malika Christensen (ansat i Hjørring Kommune). De to elever fra Aalborg løb med sejren.

- Vi er superstolte. Det er lidt surrealistisk, at vi vandt, fordi den andre hold var så gode, siger de to vindere Mia Asp Vejling Andersen og Emma Kathrine Guldberg, der fik favnen fuld af blomster, gaver og en fin pokal.

Konkurrencen fandt sted i Skive, og blev sendt live på Youtube.

Mia Asp Vejling Andersen skal arbejde på Uttrupgård fra 26.januar og Emma Kathrine Guldberg fortsætter sin uddannelse på Anneshave.

Selvom han ikke vandt er Mathias Vestergaard Jørgensen, der er fra Brønderslev, stolt over, at han stillede op.

- Det var meget lærerigt, og jeg har udviklet mig personligt.

Han synes også, det er vigtigt at få fokus på uddannelsen, som han er glad for og arbejdet med at hjælpe andre mennesker med deres behov..

26. januar skal han fortsætte sin uddannelse på Østervrå Plejecenter, mens hans makker Malika har fået praktik på psykiatrisk afdeling i Brønderslev

I opgaverne til det regionale mesterskab bruges der skuespillere til at agere patienter og borgere, så de kæmpende deltagere vil møde så realistiske forhold som muligt. Holdene på hver to SOSU-elever bedømmes af tre dommere.

De fire elever har gennem de seneste uger trænet til konkurrencen i emner som kommunikation, problemløsning, faglig observation, personlig pleje, brug af værnemidler og dokumentation.

Danske Regioner, FOA, Fællesudvalget for erhvervsrettede velfærdsuddannelser (FEVU) har sammen med Kommunernes Landsforening og Danske SOSU-skoler det overordnede ansvar for, at DM i SOSU kan gennemføres. Og konkurrencen er et vigtigt element i forhold til at tiltrække og rekruttere flere elever til social- og sundhedsuddannelserne, siger Karoline Grønbæk Hansen fra KL og medlem af FEVU:

- Ved DM i SOSU præsenterer dygtige social- og sundhedsassistentelever faget på højeste faglige niveau og på allerflotteste vis over for både offentligheden og for potentielle nye elever, siger hun.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Annonceret indhold
Henter...