Kasper Porsmose til drop-in rådgivning i Start-up caféen i Aalborg. PR-foto.
Livet her

Efter 12 år med Karma Sushi sidder Kasper klar til at hjælpe nye iværksættere i gang

Kasper Porsmose er tidligere iværksætter, og han sidder klar til at guide dig med fem gode råd til din jagt på succes

26. oktober 2021 kl. 18:34

AALBORG: I år 2007 blev Kasper Porsmose og hans storebror enige om, at kombinationen af en kok og en akademiker var helt perfekt til at starte en sushi-restaurant i Frederikshavn. Dengang var det ikke så moderne at være iværksætter:

- Jeg tror bare, man var selvstændig, og så var det learning by doing. Vi lærte, at det er både økonomisk og følelsesmæssigt dyrt at fejle, fortæller han.

Virksomheden blev dog en stor succes, og efter 12 år var han direktør for afdelinger i hele Danmark med 300 ansatte. På samme tid oplevede han dog også vækst på familiefronten, hvor familien blev udvidet fra to til fire på bare halvandet år, og så blev iværksætterlivet for travlt.

Derfor valgte han for to og et halvt år siden at skrue ned for blusset og blive konsulent hos BusinessAalborg. Her hjælper han nye iværksættere med at sætte tingene i system og skabe sunde virksomheder.

- Jeg er her for at få iværksætterflammen i folks øjne til at brænde stærkere, og så prøver jeg at hjælpe folk med at undgå de dyre fejl, vi lavede, fortæller han.

Hans tommelfingerregel er, at man nok skal få et ja en dag, hvis man tør få alle de nej'er, der ligger foran - og så har han blandt andet hjulpet Surdejsbageren og arkitekten Mai Brink med at starte op.

Han kan fortælle, at der hvert år oprettes omkring 1000 nye virksomheder i Aalborg Kommune. Hovedparten af de nye iværksættere er mellem 25 og 50 år. Nogle er også teenagere og pensionister.

Har du også iværksætterflammen i øjnene? Så følg lige med herunder, hvor du får gode råd fra iværksætterkonsulenten.

Fem gode råd til iværksætteren

1. Brænder du for det?

Noget af det absolut vigtigste som iværksætter er, om du brænder for det, du gerne vil sælge. Om det er, for at gøre en forskel i verden er reelt set lige meget, så længe du selv brænder for det. Brænder du for det, er du også villig til at arbejde hårdt for det. For det skal du – du skal ville arbejde dag og nat for at få det til at lykkes.

2. Er der en forretning i din ide?

Først skal du kigge godt og grundigt på din forretningside og se. om du kan forestille dig, om der er en reel forretning i din ide. Prøv det evt. af i en lille skala først, inden du laver drastiske forandringer i dit liv og skifter karriere.

Kan du forestille dig at sælge dit produkt/ydelse? Hvem er kunden, og hvor mange kan du sælge til? Kan du sælge nok til at leve af det? Hvordan ser din forretning ud om 5 år? Sidst men ikke mindst, undersøg hvor meget du skal sælge for, for at drive din privatøkonomi – og er det realistisk. De spørgsmål skal du kunne svare på.

3. Selvindsigt

Du skal kigge indad og danne dig et overblik over dine styrker og svagheder.

Det er vigtigt, du ved, hvor du skal bruge hjælp, og hvilke områder du selv kan dække. Er du en dygtig sælger men elendig til bogholderi og regnskab? Så kan du bede om hjælp eller betale dig fra sidstnævnte. Undersøg hvad der er af tilbud i dit lokalområde. Der findes ofte gratis vejledning og rådgivning til iværksættere.

4. Lær af dine fejl – for du kommer til at lave dem

Du arbejder efter bedst evne. Forbereder dig, arbejder disciplineret og hårdt. Alligevel laver du fejl og bebrejder dig selv og andre for det. Du kan ligeså godt vænne dig til det. Du bliver ikke verdensmester til det hele. Du kommer til at lære af dine fejl, og den viden bliver guld værd på den lange bane.

5. Handling slår alt

Den eneste chef, du skal til regnskab for, er dig selv. Derfor er det også dit ansvar at være disciplineret, når det kræves, og handle når der skal handles. Der er ingen fremdrift, med mindre du handler. Når du knokler, kommer der resultater!

Annonceret indhold

Nyeste