- Selvfølgelig er vi ikke dyremishandlere, understreger skolen

AALBORG: TechCollege i Aalborg beklager nu, at man aflivede en kvæstet kat ved at slå på den med en hammer.

- Vi beklager, at det er gået som det er gået. Jeg kan desværre ikke lave om på det, men vi kan alle lære af vores fejl, siger kommunikationschef Helle Mølbach Rubien fra TechCollege.

Fredag skrev Nordjyske, at René Skall, internatleder hos Kattens Værn på Struervej i Aalborg, var rystet over en voldsom episode hos naboen, TechCollege's afdeling på samme vej. Skolens afdeling for landbrug, dyr, planter og natur.

To elever fra TechCollege var kommet ind til Kattens Værn med en kat, der var blevet påkørt. En kat, René Skall genkendte som "Clara", der tidligere har boet på internatet.

Elever og en medarbejder fra Kattens Værn gik over til TechCollege med den skadede kat, og René Skall gik ud fra, at de ville tilkalde en dyrlæge.

Puttet i sort sæk

Ifølge René Skall havde en af skolens medarbejdere i stedet puttet katten i en sort sæk, og dyret blev aflivet med slag fra en hammer.

- Jeg kunne høre katten skrige af smerte, som jeg aldrig har hørt en kat skrige før, har René Skall fortalt.

Han har anmeldt TechCollege til politiet for den smertefulde aflivning af katten.

Kommunikationschef Helle Mølbach Rubien fra TechCollege kender ikke sagen i detaljer, men oplyser, at skolen nu har indført en procedure om, at man fremover skal tilkalde en dyrlæge, hvis man en anden gang får en skadet kat ind.

Venter på politiet

- Det har aldrig nogensinde været intentionen at gøre dyret skade. Tværtimod var intentionen det modsatte - at katten ikke skulle lide i længere tid, siger hun.

- Selvfølgelig er vi ikke dyremishandlere. Jeg tror faktisk, det vil være svært at finde nogen, der holder mere af dyr, end de undervisere, der er på adressen derude, lyder det fra kommunikationschefen.

TechCollege afventer nu, hvad politiet vil foretage sig efter anmeldelsen fra Kattens Værn.

Læs også:

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...