Først stak en kunstner af med en masse penge, men nu har Kunsten altså alligevel haft rekord-oktober

AALBORG: Der har været gode besøgstal på Kunsten siden sommerferien - så stak en kunstner af med en halv million kroner og efterlod et lidt anderledes værk, end han havde lovet.

Og nu har oktober slået alle rekorder på Nordjyllands store museum for moderne kunst. Efterårsferien trak i sig selv mere end 4000 gæster, heraf var cirka en tredjedel børn.

LÆS MERE: Kunsten lånte kunstner en halv million: Nu er pengene væk

Direktøren underkender ikke, at den megen omtale af Jens Haanings værk "Take the Money and Run" har haft en betydning.

- Naturligvis har omtalen pirret lysten til se værket i virkeligheden, men det er langt fra hele forklaringen på det høje besøgstal. De ligger i forlængelse af en i forvejen positiv udvikling, siger Lasse Andersson i en pressemeddelelse.

- Jeg ser det som et tegn på, at vi alle sammen virkelig har savnet kunst og kultur under nedlukningen - og især da der blev lempet på regler om mundbind og coronapas, kom gæsterne tilbage, fortæller han.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...