Du kan glæde dig til masser af farverig kreativitet

AALBORG: De er klar til at skrive et nyt kapitel i deres - i forvejen - store succeshistorie hos Art by Me. En række nye initiativer er nemlig på vej til dig, der holder af at give kreativiteten frit løb med pensel og farver på keramik.

Nyhederne kommer, efter keramikcaféen for nylig blev udvidet ind i naboejendommen.

- Det er blevet godt modtaget, det har været et rigtig godt tiltag for os - for nu at sige det på godt nordjysk, siger Annette Terp.

Tina Larsen
Annette Terp (tv) står bag Art by Me sammen med søstrene Anne og Mette Fruensgaard. Foto: Art by Me

Siden hun og Mette Fruensgaard slog dørene op i Vestbyen for fem år siden, er det også blevet til en café i Aarhus og efterfølgende flytning af den aalborgensiske keramikcafé til Urbansgade - hvor førnævnte udvidelse var nødvendig, fordi pladsen var for trang og for mange stod på venteliste.

Netop den store efterspørgsel på særligt firmaarrangementer er en årsag til, at Art by Me udvider sine åbningstider markant i begyndelsen af august.

Og med det følger tid og plads til en række nye initiativer, som du kan glæde dig til. Noget der også er blevet mere overskud til, efter ejerkredsen tidligere i år blev udvidet med Mette Fruensgaards søster, Anne Fruensgaard.

Der er blandt andet en nyhed på vej til teenagerne, når Art by Me inviterer de 13 til 16-årige til ungdomsklub fra 31. august.

- Vi lærer dem kreative måder at male på og viser forskellige motiver og teknikker, siger Annette Terp.

- Vi laver ungdomsklubben på grund af stor efterspørgsel, og vi håber også, at man får nogle nye venner at være kreative sammen med.

Tina Larsen
Udvidelsen af keramikcaféen har givet nye muligheder her i Urbansgade. Foto: Art by Me

Også de yngste - og deres voksne - kan se frem til flere muligheder hos Art by Me.

- Om torsdagen holder vi mødre/fædre-gruppe, hvor man kan komme og male og hygge med andre på barsel og lade børnene kravle rundt i caféen, siger Annette Terp.

- Det er i forvejen meget populært at komme og lave babyaftryk, og nu tilgodeser vi de mange, der gerne vil komme om morgenen på et tidligt hold, hvor det selvfølgelig også er muligt at lave andet end babyaftryk.

Tina Larsen
Det er populært at male på keramik, og netop lange ventelister er årsag til, Art by Me er blevet udvidet ind i naboejendommen. Foto: Art by Me

For at give gæsterne en god start på ugen, vil der snart være en kop gratis kaffe til de morgenfriske malere hver mandag morgen, og som den sidste ændring i denne omgang kan vi fortælle, at keramikcaféen udvider muligheden for krystalmaling.

- Det er meget populært, og hidtil har det kun været en aften om måneden, men snart bliver det muligt hver onsdag formiddag, siger Annette Terp.

I ugerne 29, 30 og 31 er der sommerferieåbent fra 9.30 til 18 i keramikcaféen i Urbansgade. Og fra 8. august - hvor Art by Me også tager hul på de mange nyheder - kan du komme forbi og male på keramik og hygge fra klokken 10.30 og helt til 22 i hverdagene.

- Vi glæder os og håber, at gæsterne vil tage godt imod vores mange, nye idéer, siger Annette Terp.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Annonceret indhold
Henter...