Ejer har nye planer: Café Peace sat til salg
Efter to gode år i Blokhus sælger ejerne Café Peace og omplacerer de fleste medarbejdere
BLOKHUS: Det har været to gode år, men nu har ejerne af Café Peace i Blokhus valgt at afhænde stedet. To medarbejdere er opsagt, mens resten er omplaceret til Café Peace i Aalborg.
Det bekræfter direktør Anne Kønig.
- Det er rigtig nok, at vi er ved at prøve at finde en ny forpagter eller en ny ejer. Beslutningen er ny, men velovervejet, siger Anne Kønig, der har måttet afskedige to medarbejdere.
- Vi er jo en sæsonforretning, så det er begrænset, hvor mange vi har måttet opsige. Stort set alle de andre medarbejdere er kommet med til Café Peace i Aalborg, siger hun.
God forretning
Café Peace Blokhus er ellers ifølge det seneste årsregnskab en sund virksomhed med høj omsætning og god egenkapital, så hvorfor skille sig af med en lukrativ forretning?

- Det har været to stærke sæsoner med fuld fart på, og vi har oplevet en rivende udvikling. Det kan også dokumenteres af årsregnskabet for 2021. Og 2022 har nærmest været bedre, siger Anne Kønig, men der er nye planer på vej.
- Jeg kan ikke sige, hvad det er endnu. Men ja, vi har andre planer, siger hun.
Afhændelsen af cafeen i turistmekkaet Blokhus får ingen betydning for Café Peace i Aalborg, der netop er blevet renoveret og har fået tilføjet en ny 1. sal.
- Det er helt uændret i Aalborg, og vi er glade for den fantastiske modtagelse, vi har fået efter ombygningen, siger Anne Kønig.
Caféen i Blokhus er endnu ikke sat til salg, da der ikke er fundet en ejendomsmægler endnu.