EM for hunde og vikinger trækker tusindvis af gæster til højene

AALBORG: Op mod 900 hunde af racen Mynde spankulerer i disse dage rundt blandt vikingegravene og Lindholm Højes øvrige arealer. Hundene har også medbragt op mod 1000 ejere, der har fordelt sig i 350 campingvogne, autocampere og telte. Det er Myndeklubben, der er en specialklub under Dansk Kennel Klub, som er arrangører på eventen og Torben Blach, der er pr- og kommunikationsansvarlig fortæller, at der er tale om et mesterskab i den specifikke disciplin lure coursing.

- Lure coursing er en simuleret harejagt med mynder. Specielt for mynde racen er, at de er synsjægere. Det betyder, at de jager meget med synet og ved at løbe deres bytte op, fortæller han entusiastisk.

Til de dyreglade kan Torben Blach berolige med, at der ikke vil være ægte levende harer på buffeten for de jagtglade hunde.

- Vi bruger selvfølgelig ikke en rigtig hare, men en kunstig hare og det er egentlig bare nogle plaststrimler som kan bevæge sig i zigzag, fortsætter han.

En Lure coursing bane er imellem 700 og 800 meter lang og der er opsat tre baner i alt. Der løbes med to hunde ad gangen og dertil vil der være fem dommere, der skal vurdere hundene på forskellige parametre som adræthed, hurtighed, udholdenhed og intelligens. Til sidst er der karakterudnævnelse, hvor det gælder om at score højest.

Der er mange elementer i spil for at få sådan en bane til at fungere, og derfor har Myndeklubben fået hjælp fra Holland og Tyskland, der hver især har en hel bane, som de er ansvarlige for.

Det internationale islæt er heller ikke til at tage fejl af, når man bevæger sig rundt i campingområdet. Mange af campisterne har nemlig organiseret sig i små lejre, som er prydet med flag der vidner om beboernes nationalitet.

Fra hele Europa

- Vi har deltagere fra 22 forskellige lande. Vi har deltagere fra Rusland og Slovenien, Tjekkiet og mange andre europæiske lande. Vi har også nogle estere herovre, som har tilbragt tre dage i bil for at komme hertil, fortæller Torben Blach.

Han tilføjer, at der også er besøg helt fra Australien, hvor der en nogle myndeinteresserede folk, der har taget den lange vej for at se hvordan sådan et mesterskab afvikles.

Der er løb fredag, lørdag og søndag med finaler alle dage, da løbene er delt op efter hvilken type af Mynde den deltagende hund er. Mynde-racen dækker over mange forskellige slags hunde.

- Hvis man går rundt på pladsen, vil man kunne se, at mynde-racen spænder helt fra en italiensk mynde, der er meget lille og helt op til den irske ulvehund, som omvendt er en meget stor hund, fortæller Torben Blach.

Torben Blach og Myndeklubben håber at se mange tilskuere i weekenden, og der vil være rig mulighed for, at blive klogere på en verden, som normalt er fremmed for mange.

- Der er fri adgang og vi vil meget gerne have folk de kommer og kigger. Man må meget gerne komme bare og kigge på, men det er også i orden, at stille spørgsmål til hvordan vi gør det. Det er jo virkelig hundeentusiaster, som vi arbejder med her, så alle er rigtig glade for at fortælle og give en hundesnak, fortæller han.

Vikinger

Lindholm Høje har 27 år i træk holdt vikingemarked i den sidste weekend i juni på den plads, hvor de mange myndecampister i øjeblikket bor.

Foreningen Lindholm Højes Vikinger har derfor flyttet deres arrangement til en tilstødende mark til fordel for de mange hundeejere, sådan at der også er plads til de 250 vikinger.

Vikingemarkedet plejer at trække et par tusinde besøgende til, og i år vil der være Sankt Hans Bål lørdag aften klokken 21.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...