Elevatorer på Aalborg Vestby Station skal renoveres - i fire uger må du finde andre løsninger, hvis du er gangbesværet eller har barnevogn med.Arkivfoto: Torben Hansen

Barnevogne og gangbesværede må kigge langt efter elevator på Aalborg Vestby Station. Banedanmark er klar med barok løsning

AALBORG: Står du med stor og tung bagage eller har junior med i barnevogn på Aalborg Vestby Station, så må du kigge langt efter at bruge elevatoren de kommende uger.

Mandag 24. september begynder nemlig en totalrenovering af elevatorerne på spor 1 og 2 på stationen. Over fire uger - frem til 12. oktober - skal der skiftes døre og dørmotor i elevatorerne.

- Vi vil gerne sikre passagererne den bedst mulige drift og undgå, at de møder en elevator, der pludselig ikke virker. Elevatorerne skal ligesom alt andet teknik vedligeholdes og fornyes fra tid til anden. Elevatorerne på stationerne bliver brugt rigtig meget, og det er en god ting, siger projektleder i Banedanmark Marta Karvig.

Mens arbejdet står på må man se langt efter en elevatortur. Elevatorerne er lukkede, og man kan derfor ikke komme i højden, hvis man er gangbesværet eller har barnevogn.

Banedanmark oplyser, at handicappede og gangbesværede med rollator kan få hjælp gennem DSB’s Handicapservice. Man skal dog lige ringe 12 timer i forvejen.

Alternativt, skriver Banedanmark i en pressemeddelelse, kan man "også tage toget og køre i den modsatte retning, benytte elevatoren dér, for så at tage det rigtige tog".

- Der er desværre ingen vej uden om den gennemgribende renovering, og vi beklager ulejligheden for passagerer, der ikke kan tage trapperne. Vi står altid til rådighed, hvis nogen skulle have spørgsmål til renoveringsarbejdet, siger Marta Karvig.

I alt skal der repareres 28 elevatorer på 13 stationer rundt om i landet.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...