Emil går all in på retro i sin nye webshop
Skilte, dåser og krus - iværksætteren satser på ren nostalgi til din boligindretning
AALBORG: Et skilt med den ikoniske julemand fra Coca Cola - eller en dåse med det originale Kellogg’s-design? Det er noget af det, du finder på retroprodukter.dk, som den unge iværksætter Emil Nissen står bag.
Og det tyder på, at han har ramt rigtigt med sin idé om at sælge dåser, skilte, krus og magnetsæt, der er ren nostalgi.
- Det er gået over al forventning, i løbet af de første dage fik jeg 30 ordrer. Det er dejligt, at andre også kan se potentialet i min idé, siger 22-årige Emil Nissen, der åbnede sin webshop i sidste uge.
- Jeg har altid haft en forkærlighed for retro, jeg synes, det tilfører noget nyt til ens hjem. Jeg har altid haft en passion for at indrette, og jeg har en mission om at skabe nostalgi og sjæl i moderne hjem.
Emil Nissen har da også masser af ambitioner på vegne af sit initiativ.
- Målet er at blive Danmarks førende retroudbyder som tilgodeser en bred målgruppes smag og pengepung - og som sætter bæredygtighed i højsædet ved brug af genanvendelige materialer.
Emil Nissen har med egne ord altid fuld fart på og får 1000 idéer - "det ligger i mine gener at være kreativ, og jeg brænder for at starte noget nyt op".
- Mit iværksætter-eventyr begyndte for fire år siden, da jeg gik på handelsskolen, og vi udviklede en hjemmeside med tip til at flytte hjemmefra. Det gik fint, men jeg fandt også ud af, at jeg ikke vidste nok om drift og markedsføring. Men det var god læring på godt og ondt om onlinesalg.
I sommer blev Emil Nissen færdig med en uddannelse indenfor markedsføring, og planen var at læse videre.
- Men så fik jeg pludselig den her idé og besluttede at gå all in på at være selvstændig. Det var faktisk et svært valg, men nu dedikerer jeg al min tid til det, siger han, der også får hjælp fra sin kæreste.
Udfordringen var dog at finde det helt rigtige at sælge.
- Og pludselig så jeg de her produkter; hold da op, det er lige det, jeg leder efter. Det skal jeg bare sælge - og så gik det ellers hurtigt, siger Emil Nissen.
- Nu glæder jeg mig til at se, hvordan det udvikler sig.