Klummeskribent Christine Delmar runder snart et skarpt hjørne, og det giver anledning til at tænke panikalder

Jeg går en milepæl i møde – niogtyve going tredive. Der skal være rund fødselsdag med kage, flagranker og gæster, når det skal fejres. Det er bestemt ikke alle, der synes, det er spor skægt at fylde rundt, og det giver ofte anledning til at se tilbage og gøre status over livet. Jeg har sågar hørt nogen kalde det for panikalder af samme årsag.

Og hvor er der dog sket meget - bare i løbet af det sidste årti. Jeg er blevet kæreste med Mikkel og har taget en uddannelse på universitetet. Fået et rigtigt voksenjob, som jeg faktisk er meget glad for. Vi har også købt et hus med alt, hvad der dertil hører som flexlån og hækkesaks. Og hold da op; hvor går dele af voksenlivet egentlig godt. Alligevel er det som om, at jeg ikke er rigtig voksen endnu. Og jeg vil faktisk helst ikke blive det. Jeg kan stadigvæk ikke finde ud af at købe stort ind, når jeg handler. Jeg ejer KUN visne planter, og indbetalinger til pensionsopsparing, er ikke noget jeg har skænket ret mange tanker.

Jeg kan ikke lade være med at tænke på, om jeg er ramt af Peter Pan-syndromet. Ligesom mange andre 25 – 40-årige, som heller ikke ønsker at blive voksne. I ved, os der ikke blev voksne, selvom vi blev myndige. Et syndrom, der viser sig som frygt for forpligtelser og ansvar; alt det kedelige der kan følge med voksenlivet og skrækken for at blive forvandlet til en hamster i et hjul.

Jeg vil nå det hele. Verden ligger for mine fødder, og alt er muligt, for jeg har ikke lukket mange døre. Mest af alt drømmer jeg om at blive ved med at rejse jorden rundt og drikke de der Margaritas, der bliver serveret med en friskskåret lime og sukker rullet på glasset. Jeg skal selvfølgelig også have et meningsfyldt og udfordrende job, men stadig med tid til at dyrke mine fritidsprojekter. Det er de utallige muligheder, der er i dag, der gør det svært at tage vedvarende beslutninger. Der skal være mulighed for at sadle om og skifte kurs. Jeg er bange for at vælge forkert, tage beslutninger jeg ikke kan fortryde. For vi fortryder hele tiden - se bare på antallet af skilsmisser, uddannelsesfrafaldet, hyppige jobskift...

Heldigvis har min mor lært mig, at det 29ende år godt kan vare læææænge, så er der måske alligevel lidt tid endnu til at mærke efter. Eller, måske jeg egentlig skulle stoppe med mærke efter, som Svend Brinkmann prædiker med ’Stå fast’. For græsset ser altid grønnere ud på den anden side. Men er det nu også altid det?

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...