Ikke langt fra Aalborg centrum kan du fange aftenens måltid! Afsted mod havnefronten med fiskestangen på skulderen

AALBORG: At hive sild, ørred og makrel i land har sjældent været så populært, som det er lige nu. Og det er svært at overse mængden af lystfiskere, der står linet op langs Limfjorden midt inde i Aalborg. Så hos aalborg:nu har vi naturligvis sat os for at teste, om det nu også er så fedt, som det hypes op til at være.

I stedet for at finde den nærmeste put-and-take sø, valgte vi at prøve kræfterne af i Limfjorden, for det er vist hornfisk sæson. Og sådan nogle skulle smage vældig godt.

Her tænker du måske; må man overhovedet fiske i Limfjorden? Og ja, det må man godt, hvis man har anskaffet sig et fisketegn. Dette kan købes inde på fisketegn.dk, hvor én dag koster 40 kr. og et helt år koster 185 kr.

Husk det nu lige

Dagen startede hårdt ud ved at lære den første (og vigtigste!) regel for fiskeri på egen krop. Kom ikke i tæt nærkontakt med krogen, medmindre det er absolut nødvendigt! For meget og for tæt kontakt med krogen kan føre til blødende fingre eller noget, der kunne være meget værre. Vi går ikke i detaljer.

Husk at medbringe mad og drikke, da man kan blive virkelig tørstig af at se på alt det vand, og fiskene hopper ikke ligefrem op og bider på krogen med det samme, så væbn dig med tålmodighed!

En anbefaling til en fisketur ved Limfjorden, er at tjekke vejrudsigten i forvejen, så du undgår at fryse fingrene i hård kuling fra Nordvest. Er du typen, der bevæger dig ud i al slags vejr, så husk i hvert fald vinterjakken og et gode par vanter.

Anne  Norre og Victoria Skibsted
Her er, hvad du skal huske: Madding, blink, splithagl, fiskenet og en lommekniv. Foto: Victoria Skibsted.

Nu bliver det rigtig nørdet

Udstyret for en fisketur i havnen indebærer ikke mindst en fiskestang, powerbait (ikke-levende madding) eller levende madding - hvis du har sådan noget liggende hjemme i din 40kvm lejlighed.

Dertil anbefaler vi at sætte splithagl på snøren for at give den noget vægt og blink så fiskene får øje på din madding. Og så skal du huske krogen, selvfølgelig.

Når du så får bid på krogen, så kan du hive den i land med fiskestangen eller bruge et fiskenet. Vi havde desværre ikke heldet med os, hvilket var held i uheld, da vi ikke havde medbragt noget at opbevare fisken i. Så det anbefaler vi også, at du husker.

Er fisketuren dateegnet?

Fisketuren kan varmt anbefales som en date med god mad, drikke, puder og tæpper for at gøre det hyggeligt, men måske skulle du overveje, hvor tiltrækkende det er for din partner at se dig indsmurt i skæl og blod? Så hellere tage din ven under armen - mon ikke de har set dig i en værre tilstand efter en våd aften på Zwei.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...