Limfjordstunnelen har rundet et halvt århundrede, og det hylder vores klummeskribent Niels Skovmand med en lille tale

KLUMME: Der er få steder i Nordjylland, som stort set alle nordjyder på et eller andet tidspunkt har besøgt, og som mange af os har et dagligt forhold til. Det er naturligvis røret under klisterkanalen eller Limfjordstunnelen, der er tale om.

Du kan fylde mig med glæde, når jeg ser, at der er fri passage, og jeg gnidningsfrit kan komme igennem dig.

Du kan fylde mig med frustration, når alt står stille, og turen igennem dig virker som en uendelig rejse.

Det er dog sjældent din skyld, når det går galt. Det er mere dem, som ikke holder til højre, dem som utålmodigt laver vognbaneskift og dermed laver spøgelseskø. Eller de uendeligt mange, som ikke kan finde ud af flettereglerne.

Det kan godt være, at du er lidt utæt, men det er helt normalt, det er noget, der kommer med alderen.

Lige siden jeg var barn, har du været porten til et eventyr. Når turen gik fra Skagen, og du dukkede op, så var du symbolet på en længere rejse. Som skabet fra Narnia ruller man ind i dit mørke indre og bagefter, bliver man mødt af lyset, og hele verden ligger åbent for ens hjul.

Det var ekstra spændende, at man rent faktisk kørte under vandet, og det var oplagt at udfordre sig selv og de andre i bilen til, om man kunne holde vejret, indtil man kom ud på den anden side. En udfordring jeg stadigvæk kaster mig over, med mindre jeg kører i morgentrafikken.

Det er dog til fods, at man virkeligt bliver imponeret over dig. I de seneste år har vi fået lov til at løbe igennem dig og i år endda også som gående. Jeg husker første gang jeg deltog i Aalborg Halvmarathon og oplevede dig på denne helt særlige måde.

Forventningsfuldt stod jeg med mit løbenummer på brystet, og foran mig lå der de frygtede 21 kilometer. Alene det at løbe igennem kridtsvinget gav en særlig fornemmelse af, at man her prøvede noget, der ikke er normalt. På vej ud af svinget tonede den majestætiske indgang til dig op foran os. Fra dybet hørte man de første brøl fra mennesker, der var på vej igennem.

Det var her, man mærkede energien strømme ned til benene, og man følte nærmest, man blev båret frem. Lige med ét var man selv på vej ned i dybet, og trods den varme man allerede havde fået opbygget, mærkede man alligevel hårene rejse sig på hele kroppen. Det var her, at alle tanker om en god tid blev skudt i baggrunden til fordel for den perfekte selfie.

Det var da også her, at man blev overrasket over, hvor stejl opstigningen til lyset udenfor i virkeligheden er.

Tusind tak for at jeg endnu engang har fået lov til at opleve dig på nærmeste hold.

Tillykke med jubilæet og husk at der er mange, som vil misunde den frie passage i røret i en alder af 50 år.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...