Britiske og irske øl er svære at få fat på - men vi kender til nogle haner, der endnu ikke er helt tømte

AALBORG: Den dunkle belysning, lædersæderne og de uendelige mængder af flasker, ølhaner og glas - og måske et lidt hyggeligt indelukket klima? Rigtigt - du er på engelsk pub. Vi har bare et problem - der er ikke flere øl.

Situationen er ikke helt så gal i virkeligheden som i skræmmescenariet, for du kan stadig sagtens få en øl, hvis den bare ikke er britisk eller irsk.

Der er endnu ikke desperation i stemmen hos London Pub på Boulevarden. Her sælger de både britisk øl på hane, på flaske og på dåse. Da barchef Pernille Andersen talte med sine leverandører i går var meldingen ellers noget nedslående.

- De har mangel på chauffører, de lider stadig under corona og så er der Brexit - der er mange ting, der har betydning for, at det kan være svært at få leveret de ønskede varer, fortæller hun.

Det gælder blandt andet den irske øl Guinness, som for tiden er i restordre, og så gælder det også Brewdog på både dåse og i hane og flere andre forskellige ciders og øl.

Indtil videre er meldingen dog, at der er nye leverancer om en uge, og hos London Pub er man optimistiske og lover indtil videre stadig øl i alle haner.

Det kan de ikke helt tilbyde på John Bull Pub på Østerågade. De er helt tørlagt på Guinness og det er ikke den eneste øl, der har været udfordrende at fremskaffe til gæsterne. Og det er ærgerligt, når netop en Guinness er det, mange forbinder med den hyggelige pub-stemning, fortæller de.

Hvis du er til britisk og irsk øl, så er det måske tid til at tage på pub og få tømt hanerne for det britiske guld, inden nogle andre gør det først?

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...