To unge læger forsker i om, en særlig åndedrætsteknik har effekt på betændelsestilstande i kroppen. Det har Gigtforeningen belønnet med en pris

AALBORG: De er unægteligt meget ens - i hvert fald udseendemæssigt, tvillingerne Helene og Cecilie Rovsing Christensen.

Og når de er iklædt deres hvide lægekitler, ja så bliver der af og til kigget lidt nærmere efter på gangene på Reumatologisk afdeling Sygehus Nord, medgiver de lattermildt.

- Nogen patienter synes, det er sødt, men der er også nogen, der synes, det næsten er lidt skræmmende, smiler de i kor med en latter, der også er påfaldende ens.

Anne Helene Kahr Thomsen
Helene (tv) og Cecilie Rovsing Christensen håber, at deres projekt på længere sigt kan gøre, at f.eks. gigtpatienter, der tager meget medicin, kan få et alternativ uden bivirkninger. Privatfoto

Ordet "vi" bliver da også flittigt brugt, når de to 25-årige læger, der oprindeligt stammer fra Støvring fortæller.

- Der var måske engang, hvor vi syntes, at vi skulle kæmpe mod, at vi blev set som ens, siger Helene Rovsing.

- Men vi er holdt op med at kæmpe mod, at vi altså bare arbejder helt vildt godt sammen, tilføjer søsteren.

Anne Helene Kahr Thomsen
Som enæggede tvillinger har de mange ens træk, men de er nu også forskellige, bedyrer de. Privatfoto

Pris for forskning

En pris fra Gigtforeningen for tvillingernes forskning i åndedrætsteknikker, taler sit eget tydelige sprog om et godt samarbejde.

Typisk for de to søstre har de allerede, mens de var under uddannelse, kastet sig over et forskningsprojekt, hvor de udforsker, om en særlig åndedrætsteknik har effekt på betændelsestilstande, som man kender ved for eksempel gigtpatienter, hvor immunforsvaret angriber kroppens eget væv. Og hvor åndedrætsøvelserne kan være med til at dæmpe immunforsvaret.

- Men betændelsestilstand er jo noget, man kender fra mange andre afdelinger også, så vores håb er, at det kan brede sig til andre afdelinger også, fortæller de.

De er ikke i tvivl om, at det er nødvendigt at forske i alternativer til medicin.

- Patienterne, vi møder, tager tit meget stærk medicin, og det giver en lang række bivirkninger.

- Hvis dybe vejrtræningsøvelser kan være med til at mindske deres symptomer, så kan vi måske stå med et supplement uden bivirkninger til den medicinske behandling, forklarer søstrene

Anne Helene Kahr Thomsen
Hvorfor kæmpe imod, at man arbejder godt sammen - bare fordi man er enæggede tvillinger, siger Helene Rovsing Christensen, der her viser åndedrætsøvelsern. Privatfoto

Ikke udnyttet tvillingestatus

Og så er der jo det uundgåelige spørgsmål, om de som tvillinger har kunne udnytte til for eksempel eksamen, at den ene er bedre end den anden til de forskellige fag - og være "stand ind" for hinanden.

Det har bare aldrig været tilfældet, for lige så ens de er - lige så ens er deres faglige interesser og dermed også styrker - uden de har gjort noget særligt for det, siger de og griner, fordi tanken jo er nærliggende.

- I folkeskolen gik vi ikke i klasse sammen, men da vi startede i gymnasiet, valgte vi de samme fag - faktisk uden at have talt om det. Og efter studentereksamen besøgte vi Aalborg Universitet, og så var det det samme igen. Vi valgte begge at læse medicin, siger de.

- Men i fritiden har vi nu altså ret forskellige interesser, understreger Cecilie Rovsing.

- Ja, noget kan jeg da stadig have for mig selv, smiler søsteren drillende.

Helt slippe fra søsteren gør hun heller ikke på deres videre færd i lægeverdenen. For tvillingerne starter nu i turnus på Sygehus Vendsyssel i Hjørring - på samme afdeling selvfølgelig.

Anne Helene Kahr Thomsen
Tvillingerne har haft deres gang på Reumatologisk afdeling Sygehus Nord, og nu skal de videre i turnus på Sygehus Vendsyssel. Privatfoto
Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...