Den har stået tom i flere måneder - noget mange har undret sig over

AALBORG: Så er der godt nyt til fans af hottere og Cocio - den legendariske pølsebod fra Børnenes Kontor åbner nemlig snart igen ved Nytorv.

Den har stået tom siden april, og tidligere på året holdt pølsevognen da også flyttedag - hele 30 meter mod syd, så den nu står ved det lille, grønne område ved Spar Nord.

Tina Larsen
Mange har savnet at få en hotdog ved den populære pølsebod. Arkivfoto: Martin Damgård

Boden har opnået en helt særlig status, ikke mindst på grund af den tidligere forpagter Pia Skov, der stod klar med pølser, brød og tid til en snak i hele 35 år. Og hvem savner ikke den legendariske Dims? - spørger vi bare.

LÆS OGSÅ: Nyhed på Nytorv: Pølsevogn holder flyttedag

Om den fortsat er på menuen, er indtil videre usikkert, men et faktum er, at pølseboden åbner med ny forpagter.

- Vi har allerede en aftale med en erfaren pølsemand, og han venter bare på at komme i gang, siger Nina Hav, der er formand for Børnenes Kontor, Aalborg.

- Jeg håber, pølseboden åbner igen i løbet af august. Vi har i flere måneder rykket kommunen for svar med hensyn til, om vi må sætte nogle bestemte lister på boden. Vi regner med, at vi snart hører fra dem.

Hun glæder sig over, at rigtig mange har spurgt til, hvad der mon skal ske med pølseboden. Noget vi også selv har oplevet her på aalborg:nu.

- Jeg havde selvfølgelig på fornemmelsen, at stampublikummet savnede den. Og så er det bare ekstra positivt, at folk generelt længes efter, at vi åbner igen, siger Nina Hav.

Fonden Børnenes Kontor har til formål at arrangere ferieophold for elever i Aalborg Kommunes skoler på fondens tre feriehjem - som i øvrigt også bliver lejet ud. Ferieopholdene tildeles de børn, som på grund af økonomiske, sociale og andre årsager trænger til et ferieophold.

Nina Hav lægger ikke skjul på, at pølsevognen er vigtig for Børnenes Kontor.

- Den betyder især to ting. Vi har en reklamesøjle lige midt i byen som gør, at folk bedre husker os, siger hun.

- Og derudover tjener vi penge, så vi blandt andet kan sende børn på koloni. Det har bestemt været en økonomisk bet, at pølsevognen er lukket - især på et tidspunkt, hvor corona også har betydet, vi ikke kan udleje vores kolonier.

Går det som forventet, er det altså allerede i næste måned, du igen kan få hotdogs og meget andet i pølseboden fra Børnenes Kontor.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...