Med slutningen af marts kan du forvente massive forsinkelser. Arkivfoto: Peter Mørk
Livet her

Er dit tog også forhindret? Det bliver snart meget værre

Der er massive signalproblemer i togtrafikken for tiden. Det er bare en smagsprøve på de ændringer, vi snart må finde os i

03. marts 2022 kl. 12:08
Opdateret 21. marts 2022 kl. 15:16

AALBORG: Hvis du har rejst med tog fra Randers til Aalborg en af de seneste morgener, så har du med garanti oplevet, at dit tog er blevet aflyst eller har sneglet sig frem på noget af strækningen - og har du rejst om aftenen, er du måske endda - ak og ve - blevet bedt om at tage en togbus.

Der er nemlig gang i en større udskiftning af signalsystemerne mellem Hobro og Randers, og det har skabt komplikationer for togtrafikken.

- Vi er møgfrustrerede. Vi taler om en fejl, der optrådte mandag morgen. Så skete det igen tirsdag, og minsandten igen onsdag og torsdag, fortæller Tony Bispeskov, som er informationschef i DSB.

Men som sagt er det altså ikke togene, der er problemer med, men signalerne. De sidste fire dages massive forsinkelser på togene mod syd - for ikke at tale om den store mængde af aflysninger - betyder, at både pendlere og almindelige rejsende er prisgivet DSB's luner.

Det har heller ikke været muligt at tage toget til Aalborg Lufthavn først på dagen - her må man altså tage en bus.

Man kan nå at få en udmærket panoramaudsigt over Nordjylland, når toget trisser afsted med 40 kilometer i timen. Foto: Sarah Thun

Der bliver arbejdet intenst på problemerne - dog uden helt at nå til bunds.

- BaneDanmark (som står for signalerne red.) har givet os mange forskellige forklaringer, men diagnosen er svær at stille, for ellers ville vi jo have løst problemet for længst, fortæller han videre.

Hos DSB er man ærgerlig over bøvlet, som da også bliver ledsaget af store beklagelser over højtalerne hver morgen. Onsdag morgen blev der delt gratis kaffe ud som et plaster på såret, og en passager beretter endda om en personlig beklagelse på det sociale medie Instagram efter at have delt strabadserne med et DSB-tag.

- Det er selvfølgelig dybt frustrerende for os og vores kunder, og vi har overvejet, om vi skal indsætte busser på strækningen i stedet. Men der kører stadig IC-tog, og de er mere komfortable og i sidste ende alligevel hurtigere end en bus, forklarer Tony Bispeskov.

Længere togtider fra april

Men måske er det her universets måde at fortælle os, at det er tid til at indstille sig på, at togtrafikken bliver langsommere og meget mere uforudsigelig?

Til april påbegyndes nemlig et stort vejarbejde i Aalborg - og sammen med det også et stort skinnearbejde. Togskinnerne skal omlægges til elektriske tog, og det giver en periode med masser af omlægninger af togtrafikken.

De helt konkrete ændringer, du kommer til at mærke, hvis du kører regelmæssigt med tog fra og til Aalborg er:

- De to første weekender i april skal du regne med at hoppe på en togbus noget af vejen, hvis du skal rejse mellem Aarhus og Aalborg, og det samme gør sig gældende for hele påsken.

- Alle de øvrige dage i april er der varslet ændrede køreplaner og længere rejsetid på strækningen fra Aalborg og mod syd. Dont shoot the messenger.

Så hvis du har haft en morgen eller to, hvor du har siddet i et tog i 47 minutter længere, end du havde regnet med i løbet af denne uge, så er det måske bare ved at være tid til at omfavne det.

Og så i øvrigt huske at medbringe både PC og oplader - og eventuelt lidt varmt tøj, en ekstra stor madpakke, kaffe - du ved, man ved aldrig, hvad der kan ske.

Aalborg:nu har kontaktet BaneDanmark med henblik på en kommentar om signalfejlen, men de er endnu ikke vendt tilbage.

Annonceret indhold

Nyeste