Der er goodiebags til de første og gratis aktiviteter

AALBORG: Så er det nu. Frem med solhatten og den gode appetit. Nu kan vi igen gå på opdagelse i de eksotiske retter og få pirret smagsløgene. 1. maj klokken 11.30 er det officielle tidspunkt for åbningen og til de første 50 gæster er der goodiebags. Husk at de gældende krav om bordbestilling også gælder for Aalborg Streetfood Køkkenfabrikken. Disse er foreløbig gældende frem til 6. maj.

Du kan dog sagtens finde plads udenfor, og dette kan gøres uden gyldigt coronapas. Du kan også bevæge dig rundt indenfor og benytte dig af madboderne. Vil du sikre dig en plads indendørs kan du bestille bord på hjemmesiden aalborg-streetfood.dk. I forbindelse med åbningen vil samtlige aktiviteter være gratis. Blandt andet kan du kaste dig over karaoke og Shuffleboard.

Aalborg:nu kiggede forbi lige inden åbningen, midt i den hektiske travlhed for at se om de bliver klar til åbningen.

- Det bliver vi. Og vi har også udvidet mulighederne for at kunne sidde i vores miljøer. Vi vil gerne skabe den helt rigtige stemning. Så vi har vores græske restaurant, vores mexikanske og Marrakech-området, fortæller eventmanager Mikkel Funder.

- Gæsterne må godt gå rundt herinde. Herinde svarer det til at gå på fortov, råber indehaver Toni Jørgensen i det fjerne.

I morgen, lørdag, kan du også besøge de to nye barer Rustbar og den Moulin Rouge-inspirerede Bar Madame.

Niels Skovmand
Bar Madame med møllen på taget. Privatfoto

I den nye Rustbar kan du nyde den rå stemning og tage dig et spil Shuffleboard.

Niels Skovmand
Rustbar byder på nye siddepladser. Privatfoto

Udover maden og de nye rammer kommer der også til at ske en masse ting. Hos Aalborg Streetfood bugner eventkalenderen. Blandt andet det kommende råvaremarked 8. maj har fået stor opmærksomhed. Her kan du finde gin, grøntsager og andre fantastiske råvarer. Du kan se mere til de kommende events lige her.

Niels Skovmand
Ved det græske køkken kan du indtage maden i den rette stemning. Privatfoto

De gamle, velkendte køkkener er også blevet opdateret. Blandt andet har Little India fået anskaffet sig en autentisk lerovn og har indgået en aftale med en indisk krydderi-importør som sørger for at disse også er autentiske.

Niels Skovmand
Little India har fået nye krydderier og en autentisk lerovn. Privatfoto

Lige inden den store genåbning finder sted hersker der stor travlhed indenfor i de store haller. De skal nok blive klar til åbningen lørdag, og du kan godt glæde dig til at se de nye rammer. Indehaver Toni Jørgensen blev set flere gange løbe rundt og teste lys og bore med skruemaskine. Men trods travlheden var det god stemning, og over alt kunne man spore et smil på læberne.

Niels Skovmand
Dos Gringos er også en del af nyhederne. Privatfoto

Lider du af den store rejsefeber kan du få dækket behovet ved Aalborg Steetfood. Her kan du nyde det danske forår og komme rundt i store dele af verdenen. Både med sanserne og smagsløgene.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...