Læsehesten fejrer Record Store Day med 1200 særlige vinyler

AALBORG: Nålens skratten i rillen. Og en pause for at vende midtvejs. Er du en af de mange, der næsten kan få våde øjne ved tanken om vinyler, så kan det godt betale sig at stå lidt halvtidligt op på lørdag.

Her det er nemlig noget nær juleaften for pladesamlere, når man verden over fejrer de uafhængige pladeforretninger med Record Store Day. På dagen kommer der masser af specialudgivelser af både album og singler på markedet. Skiver, der kun kan købes i fysiske butikker.

Og også her i Aalborg kan du være med på bølgen. For som den eneste butik i den nordlige del af landet er Læsehesten i Reberbansgade klar med et udvalg af de plader, der kommer til Record Store Day i år.

- Der plejer at være i hvert fald 50 mennesker i kø, når vi åbner. De seneste år er den første i køen mødt op ved 2-tiden om natten for at være sikker på at få, hvad han vil have, fortæller Lars Christensen, der er indehaver af den legendariske butik.

Katrine Schousboe
Hos Læsehesten kan du gå på jagt mellem knap 20.00 plader - hovedparten brugte. Arkivfoto: Martin Damgård

Hos Læsehesten får man denne gang op mod 1200 vinyler, som bliver sat til salg kl. 9 lørdag morgen. Egentlig har Lars Christensen bestilt 1600, men så mange når han ikke at få, vurderer han.

Nogle plader kommer kun i et enkelt eksemplar, andre er der mange af. Udvalget i stil og genrer er til gengæld næsten så bredt, som det findes - fra AC/DC over Ed Sheeran til Doors og Notorious BIG for bare at nævne nogle. Og hvad der bliver årets mest efterspurgte skive eller skiver, tør han ikke gætte på.

- Jeg har dog en vis forventning til blandt andet en boks, vi får fra Gorillaz. Men nogle år har de mest eftertragtede plader været nogle, jeg slet ikke havde set komme, siger han og nævner, at det f.eks. et år var en plade med filmmusik, som flest viste interesse for.

LÆS OGSÅ: Læsehesten har det meste - ellers kan de skaffe det

Går det, som det plejer, vil et par hundrede lægge vejen forbi Læsehesten lørdag formiddag alene for at jagte lp'er. Og for at der skal være lidt ekstra til øregangene får butikken i år besøg af kontrabassisten Mathæus Bech, der spiller en minikoncert kl. 10.

Record Store Day har eksisteret siden 2007. Normalt bliver den fejret to gange om året - i april og på black friday - men corona har både sidste år og i år ændret på traditionen. Her i 2021 kan du derfor handle plader på lørdag, 12. juni og 17. juli.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...