Et år efter Nybyggerne
Christine og kæresten Mikkel deltog sidste år i Aalborg-versionen af "Nybyggerne" på landsdækkende tv. Nu handler deres liv igen om at skabe et eget hjem i Aalborg.
AALBORG: Sidste år meldte mere end 3000 par sig til tv-programmet "Nybyggerne".
Alligevel, blev netop vi udvalgt til at prøve kræfter med at bygge og indrette et hus på 130 kvm, her i vores Aalborg. Oveni hatten fik vi en lottokupon med 25 pct. chance for at vinde huset til en værdi af 2,9 millioner. Aldrig før - og aldrig efter, kommer jeg nok så tæt på at blive millionær. Kuponen skulle dog vise sig at være en nitte.
Her står vi så i dag, med blot oplevelsen rigere. Men den tager vi også gerne med.
Når jeg kigger ud, fremstår bladene endnu engang i brændte nuancer. Luften er kølig. Efterårsfornemmelserne er for alvor presserende. Tiden leder tankerne hen imod, at det nu er præcis ét år siden, vi blev færdige med det Blå Hus i Nybyggerne. Ét år præcis. Det giver et lifligt sug i maven. Og måske, netop det, giver anledning til at gøre status på det seneste år. Hvor er vi nu, og hvad er der sket i vores liv siden deltagelsen.
Ja, hvor skal jeg begynde. Nogle år går blot sin gang, mens andre virker skelsættende i livet. Det forgangne år kan netop puttes ned i kassen med de år, hvor livet kastes op i luften og skal forsøges at gribes igen. Og dagens klumme, er måske et slags julebrev på forkant - med gennemgang af årets højdepunkter.
Foråret bar præg af overvejelser. Finalen i Nybyggerne gav afklaringen og en hånd med åbne kort. Vi skulle nu tage stilling til, hvilken af livets stier, vi så skulle bevæge os hen ad. Egentlig, var det ikke så svært. Vi ville stadig gerne finde et hus i Aalborg, der kunne blive vores eget. Så foråret stod på fremvisninger hos velfriserede mæglere med salgsopstillinger og hurtige sko. Skæbnen ville, at vi skulle finde et hus i Gl. Hasseris. På samme vej, hvor Mikkels farmor og farfar havde boet hele deres liv. Her blev Mikkel passet hver dag efter skole, og hans far har i sin barndom leget i dét hus, der nu er vores hus.
På vejen ved siden af bor min moster og onkel. Og blot et stenkast væk, er mine svigerforældre at finde. Om det er godt eller skidt at placere sig midt i orkanens øje, det må jo vise sig. Det føles dog helt rigtigt.
Handlen faldt på plads på en helt særlig dag - nemlig da Mikkel blev civilingeniør og små 20 minutter, inden han skulle ind til eksamen. Nogle gange, virker livet knap så tilfældigt. Skæbneagtigt, fristes man til at sige.
For mig, har programmet også indledt en karriere som selvstændig med en masse projekter, on the side, som blogger, foredragsholder og ja, nu også som klummeskribent!
Et hjemmelavet spisebord i programmet, har også kastet en mindre møbelvirksomhed af sig. For inde bag det lysende butiksvindue i Brdr. Sørensen, lige midt i butikken, står vores eget design nu til display. Tænk engang, livet bliver sjældent, som man planlægger det.
Nu arbejder Mikkel så i en headhuntet stilling, hos en geoteknisk virksomhed, med fart på. Og med vores byggeprojekt efter arbejdstid. Lige der hvor handy manden igen møder indretningseksperten.