I 2018 gravede tastaturkrigerne nye skyttegrave, mener vores klummeskribent Mette Goddiksen, som ønsker godt debatklima i det kommende år

KLUMME: 2018. Jeg bliver helt svedig og tør i svælget af at sige det. Første sommer, jeg mindes, hvor rødhårede mennesker som mig fik mere end en knækket hvid hudtone.

Ja. Sikke en sommer. I hvert fald for alle os kontormus, der ikke så den direkte effekt på vores levebrød. Computerne visnede ligesom ikke for øjnene af os, mens vi blot kunne se til.

Men selvom alle vi solhungrende nød den i fulde drag, så var det alligevel med den her klimasamvittighed i baghovedet. At nyde den varme sommer gav mig samme følelse af at spise et gammeldags kræmmerhus med guf og kugler: Fantastisk i nuet, men med en bange anelse om, at det ville hævne sig på et tidspunkt.

Netop klimaet satte en dagsorden i 2018. Normalt ender alle diskussioner på sociale medier ud i to hysteriske fronter af stammekrigere med tunnelsyn og absurd mangel på høflighed. Fronter uden plads til nuancer, der næsten altid handler om henholdsvis de brune mod de hvide, katte- mod hundefolk, københavnere mod jyder, disciplinære lektor Blomme-forældre mod samsovende curlingforældre eller kvinderne mod mændene. I år gravede tastaturkrigerne så nye, dybe skyttegrave, hvorfra moraliserende klimaaktivister skød på samvittighedsløse materialister. Især kødspisere og veganere røg i flæsket på hinanden (hvis det da ikke er et krænkende ordvalg).

Måske blev der plads til en miljødebat, fordi mange ikke finder det nødvendigt at hakke helt så meget ud på de brune mere. Det klarer politikerne. Folk føler, deres angst og vrede bliver hørt bredere partipolitisk – ja, nærmest for godt, ville nogle endda mene. For eksempel sluttede året med forslaget om, at kriminelle mennesker på tålt ophold, hvis hjemlande ikke vil modtage dem, kunne komme ud på Lindholm. Det gav os fra Nr. Uttrup et lille chok og indre billeder af Danny Abdalla i spillertrøje fra hedengangne LIF. Huha. Det ville i så fald for NUBI kræve en ekstra kasse øl efter lokalopgøret. Men der var som bekendt tale om en ægte ø – ikke bare et område i Nørresundby, som kræver en ekstra optankning på Puch Maxien at nå ud til.

Uanset hvad man mener om den sag: Alle, inklusive eventuelt fremtidige beboere på Lindholm, bliver udryddet, hvis vi ikke tager miljødebatten alvorlig – og det gjorde vi så.

I slutningen af året løb det decideret af (kommentar)sporet, da et indslag på tv viste en flok aktivister på et slagteri. Nogle af dem sammenlignede slagterhuse med Hitlers gaskamre, andre græd inderligt med køerne og den angst, de måtte føle. Aparte sætninger fløj ud i dagligstuerne, som: ”Nej, det er ikke for meget at græde over en ko, der bliver slagtet. Jeg ville faktisk græde lige så meget, hvis det var et barn, der blev slagtet”. Den lader vi lige stå… for mange af os var målløse over den sammenligning. Vi troede vel, det ikke kunne blive mere bizart, end når nogle kalder sig ”mor” og ”far” til deres hund, køber dyre pailletfrakker til den og lader den slikke sig på munden. Men værre blev det. I den grad. Jeg var langt inde i indslaget, før jeg virkelig fattede, at det ikke bare var en satirisk sketch, og det i virkeligheden bare var Frank Hvam, der var inde i aktivisten. Men hey. Nogle gange skal døren til en mentalitetsændring sparkes ind, så jeg krydser fingre for, at aktivisterne trods alt nøjes med at være voldsomme i retorikken – for ja: Jordforbindelse eller ej, så har de en pointe: Vi bliver nødt til at skære ned på kødet, plastikposerne, tøjindkøbene og flyrejserne – og det gælder også i Aalborg. Verdens samlede CO2-udledning står til at stige med 2,7 procent i 2018, ligesom en ny FN-rapport advarer os på det kraftigste. Fleksitar og nøjsomhed må være årets ord. Et eller andet sted skal vi jo starte, selvom det er træls ikke at kunne skovle flæsk og steak på tallerkenen inde på Flammen, når det nu smager så skide godt. Slut må det også være med at købe nye kjoler hele tiden, som ens eget kød sidder godt i.

Træls er måske selv for en nordjyde et for underspillet ord at bruge om årets største dødsfald: Prins Henrik og Kim Larsen. Selv her i følelsesmæssigt beherskede Nordjylland tændte vi op i lighterne og begav os til mindekoncert på Musikkens Plads. Det var smukt. Og så var det også lidt pudsigt, at alle pludselig var rørende enige om, at Prins Henrik var cool på den franske måde, og Kim Larsen kun havde lavet gode numre. Det skulle vi måske tage med os over i 2019 som et nytårsforsæt: Ros og elsk da, mens folk har glæde af det.

Jeg tyvstarter: Stort for os i år var det, at bysbarnet Jørn Utzon kunne have været fyldt 100 år – og så dog. Selvom han internationalt betragtes som én af de største arkitekter nogensinde, så har mange det sådan lidt ”Okay så… Men har han da været med i Vild med dans eller vundet X Factor?” eller ”Har han spillet for AaB?”

Det var også flot og imponerende med den mur af svedige mennesker, der løb en tur langs fjorden i maj. Det var nemlig året, hvor Kronprinsen – trods Marys pointe med 50-årige mænd i Lycra – trak i stramme shorts og betrådte havnefronten. Hvis Kronprinsen inviterede på Royal Run hver dag i Aalborg, ville vi blive sådan en sporty by, der kunne nappe the double i ishockey og dét, der var endnu større, hvert eneste år.

Men hey. Løb nu ikke så hurtigt, at dit svedige pandehår skærmer udsigten til delfinen i fjorden eller alt fyrværkeriet. For ikke at tale om alt det flotte nybyggeri, smarte restauranter og barer.

Der er godt nok sket en del, siden man kunne ryge weed inden døre på Fedtebrød – og det er godt, for andet er stærkt forargeligt. Fedtebrød var da over 40 kvadratmeter!

Skål i hjemmepresset grønsagsjuice og med ønsket om et godt (debat)klima i 2019.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...