Han fremhæver muligheden for at gøre en forskel - og fællesskabet med andre studerende

AALBORG: Han vil være med til at gøre en forskel - og så er det et supergodt studiejob; 23-årige Mikkel Wandahl Mathiesen er en af de studerende der poder, når du bliver testet for covid-19.

Du møder ham enten i testcenteret på Håndværkervej, eller når han kører ud med Region Nordjyllands mobile testenheder.

Tina Larsen
Udover podning er Mikkel Wandahl Mathiesen også med på vaccinationsholdet, og han er med til udrulningen af vaccinerne. Foto: Martin Damgård

- Min kæreste var med til at starte det første teststed i foråret, og for mig var det naturligt at følge med i efteråret. Jeg har lyst til at hjælpe, siger Mikkel Wandahl Mathiesen.

- Mange danskere føler sig hjælpeløse her i pandemien, og når man ellers overholder restriktionerne, er det svært at gøre mere. Men vi kan som studerende gøre noget ekstra og har muligheden for at hjælpe, når vi stiller op og poder.

Som en del af frontpersonalet er Mikkel Wandahl Mathiesen vaccineret, og han har en eller to vagter om ugen ved siden af sit studie - og yderligere et andet studiejob hvor han underviser i anatomi og fysiologi.

Han læser MedIS på universitetet, det er Medicin med Industriel Specialisering, og han har netop taget hul på 6. semester.

Tina Larsen
Mikkel Wandahl Mathiesen har et studiejob, der både giver mening og et godt socialt sammenhold. Foto: Martin Damgård

- Når vi er færdige med uddannelsen, kommer vi mest ud og forsker, men det er stadig studierelevant at være her på testcenteret, siger Mikkel Wandahl Mathiesen.

- Og så er det bare et rigtig godt studiejob. Det er fleksibelt, og her er et stærkt socialt miljø. I begyndelsen var her mange fra MedIS, men nu kommer flere fra andre studieretninger også til på tværs af årgangene. Her er en god energi, og vi kommer godt ud af det med hinanden. Tidligere mødtes vi til fester, nu er vi kollegaer der poder.

Mikkel Wandahl Mathiesen har haft størstedelen af sine vagter i regionens mobile testenheder.

- Der mærker man for alvor sammenholdet, for vi er et lille hold, der skal have det hele til at fungere. Vi tager en bil og kører ud til et sted i Nordjylland, vi sætter stationen op, og så poder vi, siger han.

- Der har man virkelig følelsen af, at vi løfter i flok.

Han har ikke selv haft nogen bekymringer i forhold til eksempelvis selv at blive smittet, før vaccinen kom.

- Man poder rigtig mange borgere på en dag, men vi er jo indført værnemidler, og uanset hvor vi arbejder, er der en rigtig god hygiejne. Man gør rigtig meget i forhold til at undgå smitte på teststederne, siger Mikkel Wandahl Mathiesen .

- Jeg har hele tiden følt mig godt rustet til jobbet, vi har fået undervisning i både patientkontakt og hygiejne, Vi ved, hvor vigtigt det er, at man vasker hænder og spritter af.

Mikkel Wandahl Mathiesen ser også studiejobbet som personlig udvikling.

- Især som ny var det lidt grænseoverskridende, man kommer jo tæt på borgeren, når man poder. Det er en speciel situation, siger han.

- Men jeg synes, det er fint at prøve sine egne grænser af, vi er trods alt del at et beredskab.

Udover podning er Mikkel Wandahl Mathiesen også med på vaccinationsholdet, og han er med til udrulningen af vaccinerne.

I øjeblikket er der ansat omkring 450 podere i regionen, langt de fleste er studerende.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...