Klummeskribent Niels Skovmand har tilendebragt en følelsesladet mission

KLUMME: Nu står mine forældres gravsten i haven.

Det kunne være den korte opfølgning på en tidligere klumme, som beskrev det dilemma, jeg stod i, da jeg blev kontaktet i forbindelse med, at mine forældres gravsted stod for enten at skulle sløjfes eller forlænges.

I mine undersøgelser af en værdig afslutning på deres hvilested, blev jeg gjort opmærksom på, at man gerne må tage en gravsten med hjem til egen matrikel. Alternativet var, at stenen skulle knuses til skærver. Denne tanke havde jeg det lidt svært med, og ideen om at tage den hjem blev mere og mere lokkende. En kærlig læser bad mig i den forbindelse om en afslutning på fortællingen om gravstedet. Det sker hermed.

1. januar var dagen, hvor lejemålet af mine forældres gravsted ophørte. Så derfor gik turen med min yngste søn afsted mod Skagen. Inden da havde jeg mange overvejelser om, hvorvidt det var det rigtige at gøre, og de personer, der var blevet præsenteret for mit dilemma, tilkendegav, at løsningen med at bringe gravstenen hjem var den rigtige.

En ting er at tale om det, en anden er at gøre det.

Jeg fik i dagens anledning lov til at køre min bil ind på kirkegården, og jeg lånte en sækkevogn af graverne. Da jeg nærmede mig gravsted nummer 57, slæbende med den gamle sækkevogn, havde jeg følelse af, at jeg var i gang med at gøre noget meget forkert.

Endnu værre var det, da jeg skulle rokke stenen fri fra den plads, den havde indtaget i mange år. Flere gang havde jeg jo stået i meditativ tilstand lige præcis på det her sted. Indtil i dag havde jeg betragtet stenen som værende urokkelig. Men nu, iført arbejdshandsker, fik jeg rokket stenen fri og flyttet sikkert på sækkevognen. Hvis det føltes mærkeligt at stå og rokke med stenen, var det intet sammenlignet med de følelser, der gik igennem mig, da jeg behændigt fik stenen op ad trapperne og begyndte turen over til bilen med det åbentstående bagagerum.

Der stod jeg så midt på kirkegården, med en gravsten på en sækkevogn, og skulle kæmpe med at flytte den tunge sten op i bilen. Heldigvis var der endnu engang en graver, der viste sig fra den hjælpsomme side. Med et hult drøn fik jeg placeret den lidt mudrede sten på presenningen i bagagerummet. Flere scener fra tvivlsomme gyserfilm dukkede sammenligneligt op i mit hoved.

Herefter kørte jeg min bil ned ad stien på kirkegården og forlod stedet, lettet, men stadigvæk med den sære fornemmelse af, at jeg var i gang med at gøre noget, der var lidt forkert.

Inden turen hjem til haven kunne påbegyndes, skulle der lige tankes op til køreturen og ALDI virkede som et godt valg. Da jeg så stod der i køen med drikkeyoghurt og pølsehorn, kunne jeg kigge ud på min bil. Her stod jeg i en tysk discountbutik med udsyn til bilen med mine forældres gravsten på en næsten tom parkeringsplads.

Vi kom heldigvis sikkert hjem, og stenen har nu fundet sin plads i haven. Den står bagved en busk, man kan godt komme ind til den. Men ved man ikke, den er der, ser man den ikke. Nu skal jeg lige vænne mig til, at den står der, og jeg er glad for min beslutning.

Hvad der senere skal ske med stenen, er også blevet besluttet. Når dagen kommer, hvor jeg skal herfra, er det selvsamme sten, der skal bruges. Naturligvis i bæredygtighedens ånd.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...