Naja Ravn-Jensen er 28 år - vokset op i Hals og har boet i Aalborg de seneste 10 år. Hun er leder af kortfilmfestivalen Filmkraft i Biffen i Nordkraft 9. juni

AALBORG: Ud over at være leder af kortfilmfestivalen er Naja Ravn-Jensen også ansvarlig for Cafeen i Biffen.

Hvis jeg siger Aalborg, hvad får det så dig til at tænke på?

For mig er Aalborg en hyggelig by med mange kulturelle tilbud, man kan altid finde noget at deltage i.

Aalborgs kulturliv er præget af et stærkt sammenhold på tværs af kulturinstitutionerne, og det skaber gode vilkår for events. Det så man for eksempel med Northern Winter Beat for nylig, det er et samarbejde mellem 1000Fryd, Huset, Skråen, Studenterhuset, Platform 4 og Aalborg Events.

Jeg oplever, at man bakker op om hinanden, frem for at føre sig frem på andres bekostning.

Hvilke steder betyder noget særligt for dig i byen?

Det gør Nordkraft og især Biffen, hvor jeg har været ansat i nu tre år.

Jeg har tidligere arbejdet på Skråen, været i praktik ved VisitAalborg og studeret på universitetet på 10. sal. Derudover benytter jeg Den Rytmiske Aftenskole, så jeg kunne næsten bo her i Nordkraft, hvis jeg bare havde en seng.

Studenterhuset, Platform 4 og 1000Fryd betyder også noget særligt. Jeg holder af de steder, hvor man laver noget, der er anderledes og som ikke nødvendigvis har den bredeste appel.

Hvad har Aalborg betydet for din interesse for film?

Biffen i Aalborg er stedet, hvor der for alvor blev sat fut i min filminteresse.

Før jeg blev ansat i Biffen, så jeg mange film, men det var mest Blockbustere. Siden voksede interessen og fokus har skiftet til også de mindre film, de skæve og de særlige. Jeg kigger meget på håndværket, og hvordan det underbygger historien.

Biffen var også min vej ind i Filmkraft, hvor jeg nu sidder som festivalleder. Jeg har aldrig selv lavet film, men jeg vil gerne skabe gode rammer for dem, der gør.

Hvordan oplever du Aalborg som by for filmskabere, der prøver at slå igennem?

Aalborg er en svær by for dem, der gerne vil producere film.

I USA er filmskaberne samlet i Hollywood - i Danmark er de centreret i København. Det behøver ikke at være en dårlig ting - filmskaberne skal blot vide, hvor de kan finde de ressourcer, de har brug for.

Med Filmkraft tiltrækker vi filmtalenter fra hele landet. De får øje på Aalborg, og Aalborg skal have øje på dem. Vi afholder faktisk som noget nyt i år Kortfilm til Folket, hvor vi vil vise vinderfilmene rundt omkring i byen i samarbejde med andre kulturinstitutioner. På den måde forsøger vi at fremme filmmiljøet i byen.

Hvilke personer i Aalborg betyder noget særligt for dig i dit privat- og/eller arbejdsliv?

Min far og mine to søstre betyder meget for mig.

Og så vil jeg gerne fremhæve min mor (mavedanser Inge Majbrit Ravn-Jensen, kendt som Nashwa, red.), der desværre døde for ni år siden. Hun var meget aktiv i kulturlivet, og gennem hende har jeg lært mange kulturpersonligheder at kende.

Derudover betyder mine venner og kollegaer meget for mig. Mine kollegaer er mit netværk, og mit netværk er mine venner.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...