Vi fangede nogle meget glade bands og artister lige efter show

AALBORG: Nibes corona-edition af en festival, Lyden af Nibe, blev torsdag sparket godt i gang.

At de ellers 15.000 festivalgæster var skåret ned til 1000 og opdelt i sektioner, kunne man momentant glemme i publikumsmængden i Nibe-teltet, hvor der blev festet med kæmpe F til lækker livelyd fra torsdagens musiknavne.

Et par af dem, der havde taget turen til Nibe for at indtage scenen, var Phlake og Jung. Phlake åbnede ballet, og forsanger Mads Bo Iversen fik, trods det "tidlige" tidspunkt, stærk backup af publikum, som skrålede med på stort set alle numrene. Det var da også en svært tilfreds forsanger, vi mødte backstage kort efter koncerten.

- Det gik super godt! Det var dejligt at være ude og spille for et publikum, der må stå op. Det er to år siden sidst, så det var virkelig fedt.

- Der var et moment til sidst, hvor publikum især sang med, hvor jeg fik gåsehud over hele kroppen.

Katrine Brix
Mads Bo på scenen med hele tre mikrofoner. Foto: Henrik Louis

Stemningen i teltet steg også et par grader, da Mads Bo undervejs i koncerten lynede ned i sin overtrøje og afslørede en t-shirt med teksten "lidt til lægterne"; et udtryk, der har været på manges læber den seneste tid. Det er nemlig navnet på et coronaprojekt med EM-sange til de danske fans, skabt af Mads Bo og komiker Martin Johannes Larsen.

- Vi lagde det ud et par uger inden EM, og det er stukket helt af! Allerede på en uge havde lidt til lægterne overhalet Phlake med followers på Instagram. Det er virkelig sjovt.

- Der var tydeligvis nogle gutter inde i teltet, der havde hørt det og stod og sang fodboldsange. Generelt er der stor opbakning. Vores indbakke på Instagram er fuldstændig proppet, og der får vi masser af inspiration til nye sange, mens vi også selv går og brygger. Til på lørdag, hvor Danmark spiller i Baku, har vi blandt andet lavet "BAKUna matata", griner Mads Bo, hvorefter han giver en smagsprøve.

Katrine Brix
Mads Bo Iversen havde guitarist Lasse Ziegler med i et akustisk set-up. Foto: Henrik Louis

Gik du glip af Phlake på Lyden af Nibe, så fortvivl ikke! Den populære gruppe rammer Skråen til november og meldingen lyder, at man sagtens kan skrue forventningerne op.

- Forhåbentligt kommer vi med fuldt band, og I kan glæde jer til at høre et band, der har glædet sig helt vildt meget til at spille.

Første festivalkoncert nogensinde

Senere samme aften blev det Jungs tur, og hvis man tror, at den relativt nyudsprungne gruppe med storhittet "Blitz, Baby" endnu ikke er leveringsdygtig på en fed festivalkoncert i primetime, så var man tydeligvis ikke i Nibe torsdag aften.

Publikum sang lidt højere, dansede lidt mere og var meget insisterende på ikke bare ét men flere ekstranumre.

Katrine Brix
Jung var i topform til Lyden af Nibe. Foto: Henrik Louis

Da vi fandt Jung backstage efter koncerten, var der kæmpe smil at spore oven på gruppens første festivalkoncert nogensinde.

- Det var fandeme vildt mand, sikke en debut! Vi er gået fra i efteråret 2020 at spille for maks 500 siddende publikummer og så til det her. Det var virkelig surrealistisk at prøve, fortæller keyboardspilleren Michael Hovmand.

- Vi har ikke prøvet at spille de sange, som vi kan se er blevet hørt mange gange, men nu kunne vi virkelig mærke, at folk kender dem godt, lyder det fra forsanger Jonas Jung Larsen.

Katrine Brix
Forsanger Jonas Jung Larsen. Foto: Henrik Louis

- Generelt må vi sige, at Aalborg virkelig bakker op. Vi skal spille en stor arena-tour til efteråret, og Aalborg gik jo udsolgt for flere måneder siden. Det er for vildt.

Inden da kan Jung også opleves til Skovrock i Karolinelund d. 28. august, og man kan glæde sig til at høre sange fra et helt nyt album, der er på vej.

Katrine Brix
- Det bliver megafedt at fyre dem af, siger Jung om de nye sange, der har premiere på sommertouren. Foto: Henrik Louis
Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...