Som eventchef er Søren Thorst involveret i en række af de arrangementer, du kan opleve i byen - mød ham her

AALBORG: Det bliver en begivenhed af de helt store, når The Tall Ships Races vender tilbage til Aalborg i begyndelsen af juli 2019. Det overordnede ansvar for planlægningen ligger hos Aalborg Events, hvor 53-årige Søren Thorst er chef. Han er tidligere fodboldspiller i AaB, og som eventchef er Søren Thorst involveret i en række af de arrangementer, du kan opleve i Aalborg.

Hvis jeg siger Aalborg, hvad får det så dig til at tænke på?

En by hvor udviklingen de seneste år er gået rigtig stærkt.

Og hvor man via de mange nye ungdomsboliger og spændende byggerier – fortrinsvis på havnefronterne i Nørresundby og Aalborg - er i gang med at skabe en levende, flot og spændende by.

Tina Larsen
Havnefronten betyder noget særligt for Søren Thorst i Aalborg - han fremhæver mulighederne for arrangementer, aktiviteter og afslapning. Foto: Henrik Bo

Hvilke steder betyder noget særligt for dig i byen?

Aalborg Stadion vil altid have en særlig betydning for mig - jeg spillede derude i 10-11 år og havde rigtig mange store oplevelser.

Derudover betyder havnefronten i Aalborg noget særligt for mig – jeg var med til Cutty Sark Tall Ships Race i 1999, hvor arrangementet foregik mellem gamle, grimme, slidte pakhuse og grus-parkeringspladser.

Efter arrangementet i 1999 fik man øjnene op for, hvordan Limfjorden kunne samle Aalborg og Nørresundby, og udviklingen af havnefronten gik i gang.

Så på 16-18 år er det lykkes at skabe en fantastisk flot havnefront, hvor der er masser af muligheder for arrangementer, aktiviteter og afslapning i Jomfru Ane Parken.

Det er femte gang, The Tall Ships Races er i Aalborg. Senest i 2015 med et anslået besøgstal på 718.000 - hvad betyder arrangementet for Aalborg?

Der er ingen tvivl om, at The Tall Ships Races betyder meget for aalborgenserne.

Da Aalborg var vært for arrangementet første gang i 1999, tog borgerne det øjeblikkeligt til sig. The Tall Ships Races åbnede på ny aalborgensernes øjne for fjorden og dens muligheder, og arrangementet var en katalysator for, at vi fik den havnefront, vi har i dag.

Under The Tall Ships Races mødes alle aalborgensere og har en stor fælles oplevelse.

Hvilken betydning har arrangementer og events generelt i en by som Aalborg?

For de, der bor her, er arrangementer og events lyspunkter i tilværelsen.

Det er noget, man glæder sig til og ser frem til, og man er stolt over at bo i en by, der kan gå sammen om at lave nogle flotte, fælles oplevelser, hvor hele byen står skulder ved skulder.

Derudover bidrager arrangementerne også til byens økonomi. Publikum spiser, drikker, sover og handler hos byens restaurationer og detailbutikker.

Hvad kan Aalborg Events tilføre Aalborg og de mennesker, der færdes/bor her?

Aalborg Events forsøger at få events til byen og hjælpe eventmagere med at lykkedes med deres arrangementer.

Vores mål er at øge mængden og kvaliteten af events i byen, og det gavner borgerne.

Hvilke personer betyder noget særligt for dig i dit privat- og arbejdsliv?

I mit privatliv er det min familie (frue og fire børn) der betyder noget særligt for mig.

Og i mit arbejdsliv er jeg omgivet af rigtig mange dygtige, gode kollegaer og eksterne samarbejdspartnere, som har en stor andel i, at jeg har et godt, sjovt og udfordrende arbejdsliv.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...