Det er første gang, du kan opleve det storslåede syn fra et af de store skibe

AALBORG: For første gang nogensinde har du i år mulighed for at være ombord på et af de store sejlskibe, når The Tall Ships Races slutter med det traditionsrige Parade Of Sails.

Eventet, hvor nogle af verdens største og smukkeste sejlskibe stævner ud fra Limfjorden forbi Hals med sejlene sat, finder sted søndag 7. august mellem klokken 13 og 15.

For 350 kroner kan du sejle med den tre-mastede skonnert Oosterschelde fra Holland og på tætteste hold opleve det spektakulære syn, når der sættes sejl og gasterne kravler i masterne. Men du skal skynde dig, hvis du vil sikre dig en plads, for ifølge Aalborg Events, der arrangerer sejladsen, er der kun få billetter tilbage.

Sejlturen begynder ved Musikkens Plads, hvor du stiger ombord på Oosterschelde, og herefter sejler skibet helt tæt på, når der tages afsked og de forbisejlende skibe saluterer som tak for værtskabet. Efterfølgende vender Oosterschelde tilbage til Musikkens Plads og sætter dig af igen.

Du kan medbringe egen mad og drikke på skibet, og på hjemturen serveres der kaffe og kage ombord.

Hvis du vil med, skal du tilmelde dig på aalborgevents.nemtilmeld.dk

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Annonceret indhold
Henter...