Stor interesse for at se film i Kedelhallen

AALBORG: Et par tusinde har allerede meldt sig som interesserede på Facebook, så det risikerer at blive noget af et tilløbsstykke, når Nordkraft Event i samarbejde med Biffen viser gratis julegys på torsdag 13. december kl. 20.30.

Traditionen tro finder de to nemlig det store lærred frem og viser kult-klassikeren The Nightmare Before Christmas i Kedelhallen.

Der er plads til 220 i hallen - og pladserne tildeles efter først til mølle-princippet, så Nordkraft Event opfordrer til, at man kommer i god tid.

– Sidste år var der næsten lige så mange, der meldte sig som interesserede, og der kom det alligevel til at passe med antallet af deltagere, siger PR-ansvarlig i Nordkraft Event Julie Bengtson.

I Tim Burtons film er det halloweenkongen Jack Skellington, der hersker over den uhyggelige allehelgenby. Han opdager, at der findes en idyllisk juleby, der bliver regeret af Santa Claus, og beslutter at lade Santa Claus kidnappe for selv at overtage hans rolle. Det betyder, at børnene får nogle sære og uhyggelige julegaver det år - men nu er det jo jul, så mon ikke alt alligevel ender godt?

Man kan købe øl og vand i baren, som åbner kl. 19.30.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...