Folk med stor kærlighed til filmens verden er nu gået sammen om at etablere Aalborg Filmværksted

AALBORG: Aalborg er ganske vist ikke Hollywood, men derfor kan man vel godt have lov til at drømme stort ud i filmkunstens verden.

Ikk' sandt?

Sådan kan man formentlig også beskrive den drivkraft, der nu har fået en gruppe af filmfolk fra Aalborg til at træffe beslutning om at åbne et filmværksted i Aalborg - nærmere bestemt Aalborg Filmværksted.

For mens København, Aarhus og Odense alle har et filmværksted, så har Aalborg derimod aldrig haft ét.

Og det skal der nu rådes bod på.

Torben O. Andersen
Indbydelsen til åbningsreceptionen er udfærdiget, og den finder sted torsdag den 6. februar i 1000fryd i Aalborg. Illustration: Aalborg Filmværksted

Nadissa Haynes-Pedersen er formand for bestyrelsen for foreningen Aalborg Filmværksted, og hun siger til aalborg:nu, at der findes rigtig mange kreative mennesker i Aalborg og Nordjylland, der mangler en platform, hvor man kan udfolde sit filmiske talent.

- Vores overordnede mål er at skabe et aktivt filmmiljø i Aalborg og Nordjylland baseret på et stærkt fællesskab, hvor man kan netværke med andre, der vil lave film.

- Vores målgruppe er Nordjylland, og vores produktion af film skal derfor handle om Aalborg og Nordjylland, siger hun og pointerer, at dem, der skal skabe filmene, også skal være lokale folk.

I april 2019 opfordrede man således folk, der er interesserede i filmproduktion, til at melde sig på banen, og opfordringen var stilet til bl.a. manuskriptforfattere, producenter, skuespillere, instruktører mv.

Siden da har denne gruppe fået en kerne af loyale medlemmer, der nu er klar til at skabe et aktivt filmmiljø i Aalborg. Foreningen har pt. 14 medlemmer.

Torben O. Andersen
Aalborg Filmværksted vil skabe et aktivt filmmiljø i Aalborg og Nordjylland baseret på et stærkt fællesskab. Arkivfoto: Grete Dahl

Nadissa Haynes-Pedersen:

- Vi indbyder til en egentlig åbningsreception for Aalborg Filmværksted, og den finder sted torsdag den 6. februar klokken 18.30 i Peepshoppen i 1000fryd i Kattesundet 10 i Aalborg.

- Vi vil gerne have filmiske talenter til at mødes og samarbejde med andre med henblik på at føre deres filmprojekter ud i livet.

- Om folk har erfaring i filmproduktion, eller de bare elsker film, så er Aalborg Filmværksted lige præcis den gruppe, som man skal være en del af, lyder opfordringen fra Nadissa Haynes-Pedersen, der selv er uddannet filminstruktør.

Aalborg Filmværksted har fokus på at skabe alle former for klassisk film, og det kan f.eks. være spillefilm, kortfilm, eksperimentelle film og dokumentarer. Derimod er holdningen et no go til reklamefilm.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...