Nogle ejendomme er i helt særlig julestemning

AALBORG: Har du også lagt mærke til, at nogle udvalgte bygninger i Aalborg midtby er ekstra pyntede med smuk julebelysning? Det er ikke helt tilfældigt, for det er nemlig ejendomsinvesteringsvirksomheden City-ejendomme Aalborg, der står bag det flotte tiltag.

- Det kom sig af, at Aalborg Cityforening havde svært ved at finde økonomi til den nye julebelysning, og her kom tanken om at juleudsmykke nogle af vores egne ejendomme på Østerågade, fortæller direktør for City-Ejendomme Aalborg Hans Andersen.

Pauline Vink
Julestemningen er høj i Aalborg midtby, der har fået en ny julebelysning på udvalgte bygninger. Foto: Click Foto

City-Ejendomme Aalborg har fået flere positive tilkendegivelser med på vejen om deres flotte juleudsmykning, og Hans Andersen er også selv godt tilfreds med resultatet.

- Det er blevet meget flot og hyggeligt og medvirker til at gøre midtbyen smukkere med julepynt op mod den kommende jul og i årene fremover, fortæller han.

- Vi føler et medansvar i forhold til at bidrage til julehyggen og dermed give byens borgere og gæster en forhåbentlig god oplevelse i forbindelse med juleudsmykningen i Aalborg midtby, fortsætter han.

Pauline Vink
Nogle af ejendommene i midtbyen har fået ekstra julebelysning, fordi City-Ejendomme Aalborg for indkøbt ekstra julebelysning for at støtte op om handelsstandsforeningen i Aalborg Citys nye julebelysning. Foto: Click Foto

Hans Andersen fremhæver også julebelysningen som et vigtigt element i den samlede indsats om at gøre Aalborg midtby attraktiv for handlende kunder i juletiden, sådan at Aalborg står stærkere i forhold til konkurrerende handelsbyer i Danmark og Tyskland.

- Konkurrencen fra storbyer såsom Aarhus, København, og ikke mindst Hamborg gør, at der, udover det store udbud i butikkerne, også skal være en god julestemning i byen med flot julepynt. At der ydes en ekstra indsats fra flere sider gør en forskel, og det skal nok lønne sig på sigt, mener han.

Pauline Vink
Ejendomsselskabet ejer også flere ejendomme langs Østerågade. Foto: Click Foto
Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...