Det er første gang, at kulturhuset holder marked - men sikkert ikke sidste

AALBORG: Skal din julefrokost skylles ned med lokalproduceret snaps, og flæskestegen være glad og fri, så bør du måske slå et slag forbi Folkekirkens Hus i weekenden.

For første gang holder kulturhuset nemlig julemarked i Aalborgsalen, hvor små nordjyske erhvervsdrivende præsenterer deres produkter.

Markedet er åbent både lørdag 14. og søndag 15. december, og Folkekirkens Hus skriver i en pressemeddelelse, at du blandt andet kan besøge Tranum Mølle Destilleri, der producerer snaps. Glad Gris fra Brønderslev, der leverer 1. klasses kød fra frilandsgrise. Buus Vine - en lille familievirksomhed, som drives af Hans Buus og sønnen Oskar, Det sunde Slik, der leverer snacks med god samvittighed, Spirelyst, der brænder for dyrevelfærd, bæredygtighed og den gode smag og mikrobryggeriet Bugtens Bryghus, der ligger i Bratbjerg.

Weinrich Design kommer med personlige og bæredygtige letvægtssmykker, mens Agapifood præsenterer varer fra lokale producenter fra hele Græ­kenland.

Det er som sagt første gang, at Folkekirkens Hus holder fødevare-julemarked, men det bliver ifølge husets direktør, Henrik Thorngaard, ikke sidste:

- Hvis dette fødevare-julemarked kommer til at gå godt, har vi planer om at lave et marked igen næste år, og på sigt måske også et marked hvert forår. Jeg tror, der er behov for, at de små virksomheder kan komme ud og præsentere deres produkter tæt på kunderne, og det gør de bedst på et marked, hvor publikum får mulighed for at komme helt tæt på og måske oven i købet både smage og dufte, siger han.

Fødevare-julemarkedet har åbent begge dage fra kl. 10-16.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...