Læs ekspertens råd og bliv inspireret

AALBORG: Anita Wodstrup er ekspert i at skabe gode systemer, der fungerer.

Hun er nemlig indretnings- og oprydningskonsulent, og hun har virksomheden Boligstil, hvor hun de seneste 15 år har hjulpet børnefamilier, firmaer og alt der imellem med at skabe ro og orden i de fysiske omgivelser.

Et af de redskaber, hun bruger er at få folk til at rydde ud i alle de overflødige ting, som de går og gemmer på.

- Det giver rigtig god energi og følelsen af, at man starter på en frisk, når man får ryddet ud, fortæller Anita Wodstrup.

Anita Wodstrup har en helt særlig kærlighed til oprydningsdelen i sit arbejde, og kan godt lide at se, hvor glade folk bliver, når hun hjælper dem med at få ryddet op.

- Oprydning hænger sammen med sortering og systemer, og jeg kan godt lide at man ved, hvor man har sine ting. fortæller Anita Wodstrup.

- Det betyder noget for ens hverdag, at man har et overblik over, hvor ens ting er. Det betyder også noget for ens økonomi, fordi hvis man ved, hvor tingene er, så ved man også, hvad man har, fortsætter hun.

Pauline Vink
Der er styr på stilen i Anita Wodstrups eget hjem. Foto: Lasse Sand

Smider 100 ting ud hvert år

En dag for nogle år tilbage gik det op for Anita Wodstrup, hvor mange ting hun egentlig havde i sit hjem, og det inspirerede hende til at se nærmere på, hvad hun kunne skille sig af med. Hurtigt fik hun samlet alverdens ting sammen, og det har nu i flere år været en årlig tradition for Anita Wodstrup og hendes familie, at hvert familiemedlem skal skille sig af med 100 ting ved årsskiftet.

- Vi har en hver dag, hvor vi bor fem mennesker sammen i en lejlighed på 100 kvadratmeter, og så skal tingene bare være i system. Da kom den idé om at få hele familien med på udfordringen, fortæller Anita Wodstrup.

- Jeg elsker, når der kommer et nyt år, for så får vi startet på en frisk med en blank og ren tavle, fortsætter hun.

Hvis du selv vil i gang med udfordringen om at skille dig af med 100 ting, fortæller Anita Wodstrup, at det kan være en god idé at starte med at finde 10 ting og derefter langsomt bygge på. Før man ved af det, har man pludselig fået samlet rigtig mange ting sammen, forklarer hun.

- Køkkenet kan være et rigtigt godt sted at starte, fordi det er helt sikkert et af de rum, som man måske ikke så tit får ryddet ud i, uddyber Anita Wodstrup.

Pauline Vink
Et godt tip til at få orden i bogsamlingen er at emneinddele dine bøger. Her ses en del af Anita Wodstrups egen bogsamling i hendes stue. Foto: Lasse Sand

Få børnene til at være med

Rigtig mange børn har rigtig meget legetøj, som velmenende bedsteforældre eller venner har foræret de små, men de store mængder legetøj kan også tage direkte overhånd, og børnene får formentlig slet ikke leget med det hele.

- Det jeg tit oplever med børn, det er, at jo mere legetøj de har, jo mindre får de leget med det. Det synes jeg er en vigtig læresætning, fordi de børn, der har forholdsvist lidt legetøj bedre selv overskue det, fortæller Anita Wodstrup.

Anita Wodstrup fortæller, at børn skal guides og hjælpes i en oprydningsproces, og det er en god idé, at gøre det til en leg. Det kan man for eksempel gøre ved at lave udfordringen med at finde 100 ting, fordi der hurtigt kan gå sport i det, hvor det gælder om, hvem der kan finde flest ting.

Pauline Vink
Tasker på bøjle giver et nemt overblik. Foto: Lasse Sand
Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...