For et par måneder siden stod bygningen på Nibevej tom og så forladt ud, men nu er den omdannet til et topmoderne træningscenter

Jens-Peter Søborg er manden bag det spritnye fitnesscenter Shape Up Fitness i City Syd, der kører en helt særlig stil. Centret byder nemlig på gratis morgenbrød, sauna og legefaciliteter, og så er der døgnåbent. Samtidig skal prisen være til at betale. Med andre ord; “high end træning til low end priser”, sådan lyder visionen fra indehaveren. Centret er kommet op på rekordtid, og godt 1000 har meldt sig ind på den første uge.

Camilla Gammelgaard Johansen
Fitnesscentret på Nibevej er klar til at tage imod nye medlemmer. Foto: Jesper Thomasen

– Det er gået voldsomt stærkt. Vi har fået stablet centret på benene på to måneder og 24 dage for at være helt præcis, lyder det fra Jens-Peter Søborg.

Han og en partner stod tidligere bag kæden Fitness4you, men de største centre er netop solgt fra til Fitness World, mens partneren har købt de mindste. Dermed kan Jens-Peter Søborg lægge alle sine kræfter i centret i City Syd, som har været en drøm for ham længe. Og det bliver faktisk det største for ham til dato, hvilket gør den korte renoveringstid endnu mere imponerende.

– Jeg har aldrig lavet så stort et center før, og de andre, jeg har været med til, har taget et halvt til et helt år at lave. Så det er jo helt vildt. Vi mangler da også nogle småting og er ramt ind i en del udfordringer undervejs som for eksempel fjernvarme, der var afmeldt for otte år siden, og et ventilationsanlæg, der kommer for sent, fortæller Jens-Peter Søborg, men han forventer, de sidste detaljer snart er på plads.

– Nu er det mest en liste her og et ophæng der, vi mangler, så folk kan sagtens komme og træne. Men jeg vil gerne have det helt færdigt, inden jeg går på juleferie, siger han.

Camilla Gammelgaard Johansen
Centret byder på graffitikunst på væggene. Foto: Jesper Thomasen

Indtil nu har centret kostet i omegnen af seks millioner kroner, så det er ikke en helt lille investering fra indehaverens side, men der er allerede kommet godt gang i butikken, fortæller han.

– Det vælter ind med kunder, og omkring 1000 har tilmeldt sig på den første uge. Vi har kapacitet til imellem 2500-3000, så jeg håber selvfølgelig, vi kommer derop omkring.

Shape Up Fitness kører lige nu et åbningstilbud, hvor man kan træne gratis indtil nytår, men ellers er det ikke tilbud, som Jens-Peter Søborg satser på. Han har en helt anden vision:

– En er mine mærkesager er, at det skal være billigt hele tiden i stedet for en masse kampagner, og der er en af mine fordele selvfølgelig, at jeg går og ordner mange ting selv. Det er med til at holde udgifterne nede, siger han.

Camilla Gammelgaard Johansen
Der skal være plads til alle, og så skal det være hyggeligt at komme her, siger Jens-Peter Søborg. Foto: Jesper Thomasen

På trods af ambitionen om at være billig, så satser Jens-Peter Søborg alligevel også på kvalitet, siger han. Her kommer morgenbrød, kaffe, sauna og legelandet ind i billedet. Strategien er nemlig afprøvet adskillige gange i hans tidligere centre, og det er det, som kunderne roser. Derfor håber han, at det kan være med til at give berettigelse til Shape Up Fitness på et presset marked med mange udbydere.

– Jeg gør meget ud af, det skal være hyggeligt at komme i mit center, og der skal være plads til alle, afslutter han.

Camilla Gammelgaard Johansen
En af de ting, som adskiller Shape Up Fitness fra andre, er deres legeområde til børnene. Foto: Jesper Thomasen
Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...