Færre p-kroner i kassen men p-huse trænger til renovering
Kommunen forventer færre millioner kr. end ventet i kassen, og det er et problem for p-husene har brug for vedligeholdelse
AALBORG: Der kommer ikke så mange parkeringskroner i kassen i 2022 som ventet i kommunens budget.
Kommunen forventer, at der kommer tre million kr. mindre i kassen som følge af færre betalingsparkeringspladser.
Til gengæld har man også brugt færre penge på drift og vedligehold, da man har udvist tilbageholdenhed på udgiftssiden på betalingsparkeringsområdet, men det er et problem.
- Man har sparet på vedligeholdelsen, og det kan vi udsætte lidt, men det er jo ikke godt, siger by og landskabsrådmand Jan Nymark Thaysen (V).
Han nævner to steder, hvor det halter.
- Både i parkeringshuset ved Aalborg Kongres & Kultur Center (AKKC) og Sauers Plads er der nogle fuger i de forskellige betonelementer, som man skal udskifte løbende, for de bliver slidt op, og så kan der trænge vand ned fra toppen og ned igennem de forskellige dæk, siger Jan Nymark Thaysen.
Nu skal der sættes penge af til området, mener rådmanden. Forude venter budgetforhandlingerne, og her vil der blive fremlagt et ønske om penge til renovering af p-anlæggene.