Aalborg MTB Marathon 2018 har justeret ruterne og færre får lov at stille op. Billetsalget åbner i dag

AALBORG: Ruterne er i grove træk de samme.

Men tingene har alligevel fået et væsentligt tvist, når tusindvis af cykelentusiaster sætter fødderne i pedalerne 5. maj til Aalborg MTB Marathon 2018.

- Vi havde nogle problemer med kø ude på ruterne sidste år, som vi gerne har villet have løst, siger idrætskonsulent i DGI Mikkel Lybæch.

Derfor bliver de tre distancer på henholdsvis 31, 55 og 100 km så at sige vendt, så der næste år køres "med uret."

Det betyder, at rytterne fra starten kører østpå mod Signalbakken og til sidst kommer i mål vestfra langs havnefronten.

- Problemerne var i særlig grad, hvor de tre ruter flettede sammen. Ved at vende dem om, undgår vi så store sammenfald, siger han.

Ruterne bliver samtidig optimeret, så alle de tre distancer får nye spor, som ikke tidligere har været benyttet ved maraton-løbet.

For at give så mange ryttere så god en oplevelse som muligt bliver der også skåret ned på deltagerantallet. Hvor der i år kunne stille 4000 kørere til start bliver der 500 pladser færre næste år.

- Vi vil hellere give 3500 en god oplevelse end at have 4000, hvoraf mange er utilfredse, siger han og tilføjer, at man fra DGIs side sidste år fik øjnene op for, at der er stor forskel på deltagernes færdigheder og forberedelse til løbet.

- Vi vil gerne opfordre til, at man sætter sig ind i løbet og får trænet ordentligt inden. Der er deltagere, der nærmest bare hiver cyklen ud af skuret og tror, de kan være med, konstaterer Mikkel Lybæch.

Billetterne til Aalborg MTB Marathon bliver sat til salg i dag, onsdag, de kan frem til jul købes til en nedsat pris.

DGI forventer, at alle pladser bliver solgt forud for løbet.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...