De røde faner bliver luftet ved KL-topmøde

AALBORG: Du kan se markant flere jakkesæt og spadseredragter end vanligt i Aalborg de kommende dage.

Op mod 2000 kommunalpolitikere, ministre og embedsmænd samles nemlig i morgen, torsdag 21. marts, og fredag 22. marts til Kommunalpolitisk Topmøde 2019 i Aalborg Kongres & Kultur Center.

Den lejlighed benytter en række nordjyske fagforeninger i LO og FTF til at slå et slag for at få styrket velfærden i Danmark.

Foreningerne har via Facebook indkaldt til aktion i morgen tidlig kl. 08 foran AKKC. Her vil man byde topmødet velkommen til Aalborg med faner, løbesedler og slagord.

- Der er brug for styrke velfærden i Danmark. Velfærd er ikke kun økonomi. Velfærd drejer sig også om helbred, tryghed, arbejdsløshed, økonomiske problemer, socialt udsatte og dårlige opvækstvilkår. Andelen af fattige er steget i de senere år. Børnefattigdommen er eksploderet. Men opsvinget i dansk økonomi skal gavne alle grupper i samfundet, hedder det i opslaget.

Fagforeningerne, som blandt andet tæller Aalborg Lærerforening og Dansk Sygeplejeråd, Kreds Nordjylland, understreger, at alle er velkomne til at støtte op om aktionen.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...