Markant byggeri på 25 meter skyder op på trafikeret hjørne i Skalborg

AALBORG: På grunden på hjørnet af Hobrovej og Nibevej, lige overfor Burger King, skal der opføres nyt byggeri med kombineret bolig og erhverv.

Den karakteristiske bygning på hjørnet af Hobrovej og Nibevej i Skalborg, er væk. Banneret med den smilende Louise med rengøringsglæde må vige pladsen for nye tiltag.

Et andet kendetegn på Hobrovej i Skalborg er, i skrivende stund, ved at blive jævnet med jorden. Det er "jagt forbi" for Aalborg Jagt.

Ejer af grunden Bent Amstrup fortæller, at byggeriet, hvis alt går vel, påbegyndes 1. februar 2018 og forventes færdigt samme tid næste år.

Højt til vejrs

Byggeriet bliver 4000 kvm. stort og 25 meter højt og kommer til at indeholde en kombination af lejligheder og erhverv, fortæller ejer af grunden Bent Amstrup.

- Boligerne bliver opført til lejeboliger og erhvervslejemålene bliver hverken dagligvarebutikker, pizzeriaer eller burgerkæder, men liberalt erhverv.

Flere har allerede meldt sin interesse for erhvervslejemålene, så du vil i fremtiden formentligt kunne besøge din ejendomsmægler, bankassistent, frisør eller revisor i bebyggelsen.

Der bliver opført parkeringspladser og grønne områder bag ved byggeriet og den nuværende private vej mellem Holger Drachmanns Vej 12-14 bliver omdannet til cykel- og gangsti.

Intet trafikkaos

Bent Amstrup mener ikke, at det nye byggeri vil give gener for Skalborgs trafikale knudepunkt.

- Nej, det skulle der ikke blive noget af. Den eksisterende svingbane i sydgående retning på Hobrovej bliver forlænget med 7 meter og man kan også komme til bygningerne fra Nibevej.

Høringsperioden er afsluttet og man afventer nu den endelige godkendelse fra byrådet inden byggeriet kan gå i gang.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...