A2 på Riihimækivej står bag et nyt initiativ for aalborgensere, der er fanget hjemme

AALBORG: Corona-virussen får os til at rykke tættere sammen - hver for sig.

Over hele landet springer der nye initiativer frem, der skaber sammenhold og hjælper dem, der er ramt af krisen, med eksempelvis at få købt ind eller ved at være et lyttende øre.

Nu melder kulturhuset og mødestedet A2, som Aalborg Citykirke står bag, sig med netop den form for hjælpende hånd.

- Vi må række ud med alt det, vi har i den her situation, og hjælpe med det, vi kan, siger en af initiativtagerne Simon Lionel Nielsen.

Han har sammen med andre medlemmer af kirken, der holder til på Riihimækivej, oprettet Facebookgruppen A2 Håndsrækning i Aalborg, hvor de tilbyder hjælp til folk i Aalborg og Nørresundby.

- Vores håndsrækning går på to ben. Vi tilbyder at hjælpe med at hente og bringe indkøb for folk, som af den ene eller anden grund ikke kan selv, folk der er i karantæne eller er angste for at gå ud, og så tilbyder vi en telefonsamtaler til dem, der er ensomme eller nervøse, forklarer han.

Katrine Schousboe
Det er langt fra første gang, at A2 rækker ud til byens borgere - man står blandt andet også bag uddeling af mange hundrede julekurve til trængende. Arkivfoto: Claus Søndberg

Savner et kram

Simon Lionel Nielsen har selv været af sted flere gange de seneste dage og mødt specielt ældre, der føler sig meget alene og savner kontakt til andre mennesker.

- Jeg havde en, der simpelthen sagde: ”jeg savner et kram”, fortæller han, som også tidligere har været med at koordinere kirkens uddeling af mange hundrede julekurve.

Styregruppen har i første omgang valgt at koncentrere hjælpen omkring midtbyen og Nørresundby, fordi man gerne vil have unge til at melde sig som hjælpere, og det skal derfor være muligt at komme frem på cykel.

Vil man enten hjælpe eller har brug for en hjælpende hånd, skal man anmode om medlemskab af den lukkede Facebook-gruppe A2 Håndsrækning i Aalborg, her kan man så finde navne og telefonnumre på koordinatorerne.

Simon Lionel Nielsen understreger, at man ikke behøver at være en del af Aalborg Citykirke for at få hjælp.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...