Fantasy: Julie ta'r dig med ind i en anden verden
Julie Midtgaard har netop udgivet sin første fantasyroman til børn og unge - mød hende her
AALBORG: Det er med hendes egne ord den berømte drøm, der går i opfyldelse; Julie Midtgaard har netop udgivet sin første bog, fantasyromanen Elementprøven.
- Som barn her i Aalborg skrev jeg meget, og bøger har altid været en kæmpe del af mit liv. Jeg blev ofte væk derhjemme, fordi jeg i timevis låste mig inde på badeværelset – det eneste rum med en nøgle og dermed fred til at læse på gulvmåtten, siger 28-årige Julie Midtgaard.
Hendes skriverier stoppede dog brat, da hun gik ud af 9. klasse.
- Jeg tror, det lykkedes omverdenen at overbevise mig om, at min drøm om at blive forfatter var netop det - en drøm.
Tilbage til tasterne
En tilfældig skrivekonkurrence fik dog Julie Midtgaard tilbage til tasterne, og da et forlag henvendte sig og ville udgive Elementprøven, sagde hun sit faste job som kommunikationskonsulent på UCN op for at blive fuldtidsforfatter.
- Jeg ved, det er risikabelt, men jeg fortryder, at jeg spildte så mange år på ikke at skrive, og nu hvor drømmen er inden for rækkevidde, bliver jeg nødt til at gribe den.
Julie Midtgaard har altid været fascineret af fantasy og følt sig inspireret af fortællinger som eksempelvis Harry Potter og Skammerens Datter.
- Jeg har altid selv elsket fantasy, det giver et break fra hverdagen at forsvinde ind i et andet univers og udfolde sin fantasi, siger hun
- Genren udforsker forskellige hvad nu hvis-scenarier og deres konsekvenser og giver os muligheden for at se vores verden i et andet lys. Elementprøven handler i bund og grund om det svære i at lære at tro på sig selv.
Aalborg som inspiration
Bind et i serien, der bliver på fire bøger, handler om pigen Gry, der bliver anklaget for at være heks. Heldigvis for hende ender hun i et parallelunivers, hvor hun får venner og lærer at tro på sig selv.
Handlingen begynder i Aalborg midtby i 1600-tallet.
- Aalborg gemmer på masser af historie. Aalborghus Slot var for eksempel et af de steder, hvor anklagede hekse blev ført hen, og den dag i dag kan man stadig finde det mørke, hengemte fangehul, siger Julie Midtgaard.
- Der er så mange historier om hekse i byen, som stadig bliver genfortalt på byvandringer. Det er et emne, der sætter tankerne i gang.
Den gode læseoplevelse
Hun er ikke i tvivl om, hvad læserne skal få ud af hendes roman, der henvender sig til større børn og unge.
- Jeg skriver allermest for at give en god læseoplevelse, en af dem man husker mange år frem i tiden, siger Julie Midtgaard.
- Jeg vil gerne sprede glæden ved at læse, jeg fik selv så meget ud af bøger som barn.