Racerbådene kan trygt give den fuld skrue til VM 2018 på Limfjorden

AALBORG: Sikkerheden for kørerne og racerbådene er absolut ikke en by i Rusland, når søens fartdjævle kæmper indædt om VM-guldet i juni i Aalborg.

Deltagerne i F2 Powerboat World Championship Aalborg kan nemlig trygt give den fuld skrue og hele armen, når der i perioden 15.-17. juni dystes på fjorden tæt på Limfjordsbroen i sikker forvisning om, at hvis uheldet mod forventning skulle være ude, så er sikkerhedsapparatet til gengæld tip top og tunet til at kunne klare enhver tænkelig ulykke.

Den forsikring kommer fra promotor Anders Bak Rasmussen, Vodskov, der er både arrangør og chef for powerboatsracet i Aalborg.

Specialister i redning

Han siger til aalborg:nu, at intet er overladt til tilfældighederne, og at man har mega stor fokus på alle sikkerhedsaspekter i forbindelse med afvikling af VM-afdelingen.

- Vi stiller bl.a. med et redningsteam på ni mand fra Ungarn, der er specialister i at undsætte en nødstedt kører.

- Holdet medbringer bl.a. to specialbyggede både, hvor fronterne kan slås ned.

- Derudover har vi fem andre både - såkaldte oprydningsteam - på Limfjorden under løbsafviklingen, der også er parate til at agere lynhurtigt, hvis det er nødvendigt, oplyser Anders Bak Rasmussen.

Promotoren siger videre, at det ungarske redningsteam har dykkere med på holdet.

- Vi er jo nødt til at lave helgarderinger på alle tænkelige ulykkesscenarier, og det kan jo desværre ske, at en racerbåd forulykker, og at føreren får hovedet under vand.

- I en sådan situation er tid en kostbar faktor, og der skal gribes ind øjeblikkeligt.

Anders Bak Rasmussen fortæller også, at hver racerbådskører selv har en nødluftforsyning med i båden.

- Beholdningen er på ca. 600 liter luft, og det rækker til ca. 10 til 15 minutters vejrtrækning under vand.

Dødsulykker er sjældne

Promotoren gør endvidere opmærksom på, at i ni ud af 10 tilfælde, så er bådens fører selv i stand til at komme ud af en forulykket båd ved at løsne rattet og taget og dermed bringe sig i sikkerhed.

Endelig er der stationeret to ambulancer med paramedicinere på land, der er udrykningsklare til at køre på sygehuset, hvis det er nødvendigt.

Anders Bak Rasmussen:

- Når en racerbåd crasher eller slår en saltomortale, så ser det ofte mere dramatisk ud, end det rent faktisk er.

- Det er meget sjældent, at vi oplever ulykker med alvorlig personskade, ligesom jeg vil skyde på, at der måske er en enkelt dødsulykke hvert 10. år, pointerer løbschefen.

På nuværende tidspunkt er der 30 tilmeldte racerbåde til VM-afdelingen i Aalborg, og man regner med at komme op på i alt 40 forhåndstilmeldinger.

Og for en god ordens skyld skal det naturligvis også tilføjes, at der er gratis entré til begivenheden.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...