Mette Goddiksen sætter spotlight på bodega-virologen, krænkerboksen og den royale burger-pind

KLUMME: Corona er en klæbeprut, som forfølger os lidt endnu. Altså den slags prut, man tager med sig ind i bilen, selvom man slog den i indkørslen for flere minutter siden. Corona er en gæst, der overser, at man gaber, sætter ting i opvaskemaskinen og nu gerne vil være i fred. Den er en tåget uro, en skygge uden for soveværelsesvinduet, som du håber bare er naboens tykke kat, men frygter er en grusom massemorder. Corona er en overgearet tøjekspedient, der konstant rykker gardinet til side, lige når du kun står i dine forvaskede hylere.

Corona er anstrengende og fortjener egentlig ikke mere opmærksomhed. Omvendt er den svær at komme helt udenom, når man som her laver en liste over året, der gik:

Bedste huskeregel: You are not here to police the world. Hvor har jeg ofte tænkt på det, når nævenyttige typer corona-moraliserede os andre, der efter bedste evne levede op til myndighedernes krav og anbefalinger. I foråret var det som om, disse selvudnævnte betjente holdt øje inde bag gardinerne med, hvem der tillod sig at bevæge sig ned efter dagligvarer, selvom ingen regler forbød det.

Bedste ord: Bodega-virolog. Hvilket fører videre til næste punkt:

Største overraskelse: Det må helt klart være, hvor kloge almindelige mennesker uden særlige forudsætninger eller uddannelse er på bekæmpelsen af pandemier. Sikke Finn og Kirsten fra Smørum kunne fortælle, hvordan den corona-ged skulle barberes. Men vælger jeg at se det positivt, så kan jeg godt glæde mig over de her menneskers selvtillid. Det må være rart aldrig at tvivle på sin intellektuelle formåen. Og apropos dét: Det virkede som om, sølvpapirshatte væltede frem på denne pandekageflade klode for at advare os mod, at Bill Gates via G5-sendemasterne vil tvangsvaccinere os – eller hvordan var det nu?

Vildeste primalfrygt: 2020 fik også slået en streg under, at vi trods evolution, videnssamfund, obligatorisk undervisning osv. stadig er stammedyr, der har meget svært ved at se nuancer eller lytte til dem, vi er uenige med, før vi hamrer dem i fjæset med en verbal kølle. Man skulle vælge side! Man skulle vælge våben! Man kunne ikke have én eller anden slap, midter- og sandhedssøgende holdning: Enten er du 100% for Mette Frederiksens politik – ellers er du 100% imod. Enten er du 100% for #metoo-bevægelsen – eller så er du 100% imod osv. Må man lige få en kop kaffe og en chance for at vurdere fra sag til sag?

Bedste iværksætteridé: Krænkerboksen. Husker du rygerkabinen, som blev så populær, mens vi langsomt vænnede os til, at det ikke længere var moderne at pulse spædbørn, astmatikere eller andre godtfolk i ansigtet med tyk cerutrøg inde i den varme stue? Nu, hvor rygere har lært at leve med at gå udenfor, så kunne man måske opkøbe et restlager, lydisolere og omdøbe dem til ”krænkerbokse”. Så kunne man gå derind, hvis man skulle få en ubændig trang til at sige neger, eskimo, bøsse, lebbe, indianer, retarderet, mulat eller ”hun bad da selv om at få den tørre finger op i tissekonen, når hun nu havde taget den korte kjole på”.

Bedste serie: “The Crown” på Netflix. Jeg er ikke royalist, fordi institutionen virker løjerlig i et samfund, der ellers hylder åbenhed, demokratiske valg og flade magtstrukturer. Jeg er heller ikke decideret anti-royalist: Nyder Kongehuset som den der pind, der stikkes i dyre café-burgere: Den fortæller en historie om, at nu er jeg et mere fancy sted end på McDonalds. Og jo, den pind har da en form for samlende effekt. Omvendt ville burgeren fint kunne holde sig oprejst uden. Det er mange penge at give for en pind, der dybest set ikke gør andet end sprede magi. Uanset: Se ”The Crown”, nyd de lækre billeder, klasse skuespilpræstationer og tøjet. Du får ikke bare et indblik i det engelske kongehus, men også spændende fortalt verdenshistorie og en anden omsorg for Queen Elizabeth samt en forståelse for, hvorfor hun aldrig har virket som typen, der bærer edderkopper fra slottet og ud i haven. We are amused!

Bedste app: Nem-ID. Jeg er ikke first mover her, men skulle der være andre, der tøffer efter udviklingen: Få den downloadet med det samme. Du bliver helt fri for med sammenknebne øjne at tyde de mange, små tal på det der hvide Nem-ID-papkort.

Værste app: Smittestop. Der er seriøst mere liv i Tutankhamons grav. Også selvom, man har været i nærheden af smittede.

Bedste film: Druk. Den er herligt ikke-moraliserende og nuanceret i sin behandling af en flok gymnasielærere, der afprøver en teori om, at mennesker er født med 0,5 promille for lidt. Interessant er det, hvordan alkohol både kan være livgivende og dødbringende. Vi kender alle eksempler på social deroute, men hvor mange par kender du for eksempel, der var pinligt ædru, da de mødte hinanden? Alkohol kan få dig til at flyve, og den kan få dig til at falde. Hvilket bygger bro til min sidste kommentar i 2020: Rigtig godt nytår!

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...