Marked og løb står i rævens tegn hos den alternative iværksætterlandsby

AALBORG: Til fastelavn er der skruet helt op for festlighederne hos Urban City, når de byder inden for med både marked, fastelavnstønde til børnene og et såkaldt socialt løb, hvor du kan vælge at løbe enten 7, 14 eller 21 kilometer.

Pauline Vink
Tønderne til fastelavnsfesten er yderst dekorative. Den med katten er lavet i samarbejde med Jill's Doodles. Foto: Jonny Hefty

Slår RÆVEN af tønden

Traditionelt set er det kun en kat, der pryder fastelavnstønderne landet over, men hos Urban City, kan de godt lide at gøre det hele lidt anderledes. Derfor bliver det i år også en ræv, der pryder tønden til deres fastelavnsmarked, som de mindste kan få lov til at slå til i håbet om at blive årets kattekonge eller -dronning. Men det er ikke bare hvilken som helst ræv, der bliver malet udenpå tønden. Det er nemlig Jonny Heftys meget karakteristiske mugne ræv, som du måske blandt andet kender fra street art rundt omkring i byen. Derudover kan du også gøre en god handel, for de lokale virksomheder, der har til huse i Urban City, og inviterede gæsteudstillere vil sælge unikke og bæredygtige ting. Hos Råt&Godt, der på mange måder er hjertet i urban City, kan du også opleve og købe produkter fra deres sortiment af møbler, der er bygget ud af rå genbrugsmaterialer, som unge, der ikke er i arbejde eller uddannelse, har været med til at lave.

Rævejagten går også ind

Det er igen Jonny Heftys mugne ræv, der er omdrejningspunktet til Urban Citys løb, som de har valgt at kalde Fox on the Run. Ruten er nemlig i Aalborg midtby, hvor løberne vil passere mange af rapperens ikoniske rævemalerier. Arrangørerne lægger op til, at der skal være fokus på hygge, og at der skal være plads til at tage billeder af og sammen med de sjove malerier. Løberuten er 7 kilometer, som man kan vælge at gentage en, to eller tre gange. Efter gennemførelse af en af de tre løbeafstande vil der være medaljer, kaffe og øl til de deltagende løbere, og alt overskuddet går ubeskåret til Råt&Godt.

Begge arrangementer er 2. marts hos Urban City på Hjulmagervej.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...