Faster Hanne – her er en røv

KLUMME: Jeg har netop monteret en gigantisk plakat i min entré.

Det er det første, man ser, når man kommer ind. Det sidste billede, man tager med sig ud i verden.

Motivet hedder Big Foot og er af Michael Kvium. Den forestiller en kondiløber/et krøllet væsen i en skov. Væsnet har blot kondisko af mærket Nike, kasket og så en bedaget bæltetaske på. Man kan ikke lade være med at glo på løberens – ja – hvad man vil kalde en decideret træls røv med blå og pink appelsinhud på. Den drager mig. Paralyserer simpelthen. Løberen glor tilbage med et hvast og afvisende ”Gider du lige? Kan man nu ikke engang løbe en tur i fred”-udtryk. Samtidig er den lidt betuttet og overrasket over opmærksomheden. Væsnet har bryster som to nylonstrømper med en tier i hver og krogede fingre, som man – brrr - ikke har lyst til at blive pillet i øret med.

Løberen vækker både min omsorg og væmmelse. Nogle dage vil jeg kramme det, andre dage løbe skrigende væk – præcis på samme måde, som jeg har det med mig selv.

Jeg har hængt den plakat på en så central plads som en stille protest, en hyldest til det uperfekte, dystre, syrede, uhyggelige, mørke og alle syv dødssynder i os selv og andre. Det er en huskeseddel om, at vi alle primært er pragtfulde, men vi er sgiseme også sjuske-dorther, rode-mikler, miljøsvin, sladretasker, råbe-franser, grimrianner, bangebukse og hidsiggøje. Vi har alle snydt i køen, taget det største stykke kage, glemt hovedstaden i Finland, moslet plastik i papcontaineren og nydt, at ekskæresten blev tyk.

Og ingen tager skade af at blive konfronteret med det, slet ikke børn, medmindre man forventer resten af livet at opbevare dem i en lille kasse candyfloss og lamme alle deres mørke følelser med et skud Botox.

Konstruktionen af sådan en kasse virker som en uoverskuelig og klistret opgave. Nemmere er det at lave pædagogiske tiltag, hænge trælse røve op og give små injektioner af mørket og det ufuldkomne.

For kun ved at indrømme, vi har det i os - ved at sige det højt - undgår vi at trille ensomme rundt og skamme os i en verden, der blandt andet gennem influencere og sociale medier dyrker perfektion, banale klichéer, tusindvis af hjerte-emojis og en total fornægtelse af, at vi alle sammen også rummer mørket: Hej sødde, smuksak, knuz, #elskerelskerelskertilmånenogtilbage, bare tæer foran en swimmingpool, økologisk hjemmebag, fermenteret kål, stilleben på dansk design, evigt lykkelige parforhold – Aaaargh! Forstillelse, fanden og hans pumpestok, har man lyst til at skrive i sit feed på én af de der dage – evt. mens man spiser ildelugtende posefrikadeller og kaster batterier i en skovsø.

Man besinder sig dog, vil ikke begå socialt selvmord, og laver i stedet et hjerte og en hjemmestrikket karklud. Det forventes jo, at især kvinder monterer sikkerhedsdippedutter på alle kanter af sproget samt deres brister og mørke følelser. Det må altså give et vist undertryk. Måske Er det farligt. Man kunne eksplodere en dag.

I min barndom skulle jeg i ny og næ besøge min mors faster Hanne, en lille, væver dame. Hendes pagefrisure var i vater, og hun var altid elegant og tækkeligt påklædt. Overalt stod der kongeligt porcelæn, som vi unger på vejen i bilen fik besked om ikke.at.røre! Der måtte ikke være en eneste kurre på dugen eller tråden, før det blev glattet ud. Faster Hanne var en nydelig dame med styr på både driftsapparat og etikette. Ikke engang hendes frisure turde sende et lille livskraftigt hår ud af formen. Hun kunne spise wienerbrød uden at tabe en eneste kageflage på den hvide dug.

Hold kæft, hvor var det svært at liste rundt i den stue til lyden af et bornholmerur, helt bange for at gøre noget menneskeligt. Og helt bange for, at faster Hanne skulle eksplodere i et inferno af skumliderlighed, grådighed, sjusk og grimme gloser. Det puslede jo faretruende rundt derinde bag overfladen.

Sociale medier kan på mange måder føles som et besøg hos faster Hanne. Man lister rundt uden at vælte noget, roser kagen og føler sig helt forkert, fordi man diskret må feje sine krummer helt ind under gulvtæppet.

Såh.

Jeg vil ikke blot dedikere min nye plakat til, at min familie og jeg selv skal leve med vores mørke sider.

Den er med 35 års forsinkelse også til en lille, elegant dame, som ikke kunne rumme sig selv og derfor heller ikke os andre:

Værsgo, faster Hanne. Her er – med største kærlighed – en røv.

PS: ”Uden sammenligning i øvrigt”, som man siger, når man ikke tør stå 100 procent ved sine ord, men: Hitler var faktisk afholdsmand, bandede aldrig og var perfektionist til fingerspidserne, mens Churchill babbede cigarer og brugte sarkasme gennem en strid spiritusånde på daglig basis…