
Fed ide: Nu kan du gratis tage en ven med til koncert
Studenterhuset vil sætte mere fokus på nye, spændende navne
AALBORG: Du køber én billet - og kan så ganske gratis invitere en ven med til koncerten. Sådan lyder et nyt koncept på Studenterhuset.
- Vi er mange her i Aalborg, der arrangerer koncerter, så vi bliver nødt til at tænke i nye baner, siger booker og produktions-assistent Simon Westmark.
Med +1 eller PlusOne, som konceptet hedder, vil spillestedet gerne lære os, at man altid kan komme billigt af sted og høre spændende navne.
- Det er de koncerter, der for de fleste er med ukendte navne, der bliver +1-koncerter, forklarer han.

Simon Westmark anslår, at det drejer sig om omkring en fjerdedel af Studenterhusets musikprogram, hvis man ser hen over året. Det eneste krav, der er for at få +1-billetter, er, at man er indehaver af et studiekort.
- Vores status som regionalt spillested forpligter til, at vi skal spille smallere navne. Dem taber vi som regel penge på. Men vi vil trods alt hellere have 100 mennesker inde og miste penge, end vi vil have ti og miste de samme penge, siger han.
Generelt er det de koncerter, der koster 50 kr. for en billet, der bliver mærket som +1. Således kan du allerede på lørdag, 14. september, tage en ven med ind og se Alkymist og lokale Sons of Cain og slippe med at betale en Vejgaard-dollar.